At være anderledes 

Vi har været ude og lave feltarbejde på en specialskole, hvor vi observerede i to dage. Vi benyttede den iagttagende position og den iagttagende deltagende position da vi observerede.
Vi er kommet hjem med en masse materiale, hvor vi har udarbejdet en feltanalyse, som har ført os til vores overvejelser om en intervention.   

Det vi observerede var, at personalet satte børnene i kategori, som fx “udsatte børn” eller “de børn vi har, har det stramt”. Vi så også, at børnene havde et negativ narrativ omkring dem selv, og også som gruppe. På baggrund af vores observationer valgte vi at have fokus på at prøve at ændre børnenes negative selvfortælling til en positiv selvfortælling. 

Efter at have gennemgået vores observationer, har vi ønsket at fokuserer på det komplekse kulturbegreb og forsøge at afvige fra det beskrivende, for på den måde netop at undgå at kategorisere børnene. For at hjælpe børnene og pædagogerne med dette, har vi udtænkt en intervention, der kan bruges til at forklare menneskers forskelligheder og ligheder og hvordan man kan se forskellighed som en ressource. Samtidigt med at styrke deres evner til at se det hele menneske, frem for enkelte bidder.

Vores aktivitet startede med, at en af os læste en bog op, som omhandlede forskellighed. Derefter indledte vi en snak i åbent forum om, forskellighed og lighed mellem alle mennesker og at det er helt okay, at man er som man er. Til sidst blev børnene inddelt to og to, hvor de først skulle finde flest forskelle ved hinanden og derefter flest ligheder. Vi rundede det hele af med en snak om hvordan de syntes det havde været og om de forstod budskabet med legen. 

Hvis vi havde længere tid til vores intervention, ville vi prøve at ændre pædagogernes måde at omtale børnene på. Samt prøve at få pædagogerne til at forstå hvordan deres kategorisering af børnene kan påvirke og fastholde børnenes negative narrativ. Vi forestiller os, at man kunne filme praksis, for at skabe bevidsthed omkring deres kategorisering. Hvis vi tager vores observationer som eksempel, sagde pædagogen at de fokuserede meget på det individuelle barn altså det komplekse kulturbegreb, men i praksis så vi ofte kategoriseringer altså det beskrivende kulturbegreb komme til udtryk. Hvis vi havde filmet dette kunne man bruge det til at gøre pædagogerne bevidste om deres ordvalg og man ville derefter kunne arbejde videre med videre med pædagogernes påvirkning af børnenes narrativ.   
I forhold til at skulle arbejde videre med børnene, nærmere bestemt børnenes negative narrativ, forestiller vi os at at vores aktivitet med børnene kan danne springbræt for en videre løbende dialog med børnene om hvordan det er at føle sig anderledes, at lære at acceptere andre på trods af forskelligheder, og derfor også lære at acceptere sig selv.
Som en del af det videre forløb ville man kunne implementeret det fast i det ugentlige skema, at f.eks. hver fredag blev emnet taget op i klassens time

Et projekt af Lisa Sloth, Mia Leth Pedersen, Pernille Bache & Sofie Skifte Larsen. 

puce18-ki02
puce18-ki02