I forbindelse med undervisningen på valgfagsmodulet  – Skabende leg, fællesskab og æstetik, er vi blevet inspireret til, hvordan vi kan arbejde med børns udtryksformer ved æstetisk virksomhed. Vi har haft fokus på at skabe en æstetisk aktivitet, der henvender sig til vuggestuebørn/dagplejebørn, samt at det er børnenes fantasi og interesser der skal styre aktiviteten. Vi har valgt at skabe en æstetisk og kreativ aktivitet med få redskaber. Ved den simple udgave kan man nøjes med at bruge balloner og tuscher (Ballonerne kan fx skiftes ud med gummihandsker). Udover disse få redskaber, er det kun din egen fantasi der sætter grænser. Der kan bruges alt fra garn, klistermærke, klister øjne, maling osv. 

 

Vi giver ballonerne liv:

Vi bruger balloner til at skabe en impuls og stemthed hos børnene, Og ved brug af sangen “Jeg er en lille blå ballon” puster vi ballonerne op. Derefter taler vi om ballonernes farver og former. Pædagogen tager derefter initiativ til at give sin ballon liv. Dette ved fx at sige: “jeg synes min ballon skal være en mor-ballon”. På samme måde hjælper pædagogen børnene med at give deres balloner liv. Herefter bliver det muligt at give ballonerne liv ved brug at tuscher og klistermærker. Dette giver bagefter anledning til igen at snakke om, hvordan ballonerne ser ud og herunder tale om familie.

Vores eksempel omhandler balloner, der bliver til personer/familiemedlemmer. Aktiviteten kan dog gå mange veje, og vores forslag er at lade børnenes fantasi og interesser styre, hvad ballonerne og dermed samtaler og legen bliver til. Det er kun fantasien, der sætter grænser for hvad ballonerne kan blive til, og under den kreative proces kan det give god mulighed for pædagogen at tale med børnene om fx følelser, ved blot at tegne en mund der smiler eller er ked. Ballonerne kan blive til mange ting som fx dyr og mad.

 

Tankerne bag:

Vi har taget udgangspunkt i Malcolm Ross´ tilgang til, at kreativitet og skabende udtryk altid skal foregå i en legende proces. Derfor er det vigtigt, at man i aktiviteten ikke har et bestemt mål, men at man lader sig styre af børnenes interesser. Så hvis børnene mener, at ballonerne forestiller dyr, så er det den retning man går mod. Samtidig er der mulighed for at ballonerne kan blive remedier til efterfølgende leg. Derudover er ballonerne også et vigtigt element som impuls, hvilket er kernen i Malcolm Ross´ kreativitetsmodel, samt drivkraften for aktiviteten.

Vores overvejelser gik ud  på, at det skulle være en inkluderende aktivitet, som både ville være til gavn for de små og store børn i dagplejegruppen. Altså er der i aktiviteten fokus på, at alle kan være med i fællesskabet. Derudover havde vi et fokus på institutionens igangværende tema om familie samt målord som tyk, tynd, høj og lav. Vi prøvede også, at have øje for hvilke læreplanstemaer vores aktivitet går ind og rammer, herunder især “sproglig udvikling”.

Vi bruger ballon sangen til at skabe stemning, så børnene også får den rette følelsesmæssige forventning, til at det er noget hyggeligt og rart vi skal til at lave. Derudover er det en sang, som har relation til vores aktivitet.

 

Hvorfor aktiviteten blev en succes:

Gennem afprøvninger af aktiviteten har vi erfaret, at aktiviteten er nem at tilpasse til alle målgrupper, og at alle dermed kan være en del af fællesskabet. Det er en leg, hvor ballonerne giver mulighed at bygge videre på nye lege. 

Ballonerne gør det nemt at fange børnenes interesse, og der er mulighed for, at der bliver snakket om de forskellige farver ballonerne har, samt de forskellige størrelser de kan have. 

Aktiviteten kan nemt bygges videre. Her så vi fx af nogle af børnene ville  kaste med ballonerne, nogen andre tegnede på dem i lang tid, og nogle brugte ballonerne til helt anden leg.

Lavet af

Julie Østergaard, Nikita Bianchi & Sofia Andersen
puce17-ku03s
puce17-ku03s