Hvordan kan man opleve naturen, med skærpede sanser? Hvad kan man smage, se, føle, høre m.m.? Og skaber det en anden oplevelse af at befinde sig i naturen med større kendskab til de sanser både mennesker og dyr bruger? 

Vi vil gerne give redskaber til at skabe en legende tilgang til naturen med sanserne i fokus, som vores medstuderende kan tage mig sig i pædagogisk praksis. 

 

I det pædagogiske arbejde, er viden omkring sansning og sanseintegration væsentlig i forståelsen af, hvordan børn oplever de omgivelser, de befinder sig i, og hvordan de viderebringer deres sanselige erfaringer. Når man sanser, er det en neurologisk proces, der gør det muligt at organisere sanseindtryk fra omgivelserne og ens egen krop, og derved bruge kroppen effektivt i sine omgivelser. Det er altså via sansning at motorikken styrkes og vi lærer at begå os. 

Derfor synes vi, at det har en stor relevans for vores medstuderende at få koblet vores valgfag, natur og udeliv, med netop sansning. Ved at koble naturen og sanserne er det også for at komme med vores bud på, hvordan man kan arbejde pædagogisk med både børn og voksne, når man enten befinder sig i naturen, eller skal have et længere forløb om det. 

I valgfaget har vi blandt andet beskæftiget os med sansning på de udflugter, vi har været på. Det er her, vi er blevet nysgerrige og inspirerede til at arbejde videre med det. På vores dykkertur ved øresundsakvariet, skulle vi undersøge biodiversiteten på stranden og i vandet.  Her var det både føle- og synssansen der kom i spil, da vi dykkede under vandoverfladen i det kolde sund. På vores sheltertur kom alle sanser i spil. Her skulle vi bygge bivuak, kløve brænde, finde og identificere skovens flora og fauna m.m. Derudover har vi gennem forskellige grænse-kender-kurser blandt andet skulle se og føle på forskellige dyr i Zoo, såsom edderkopper, slanger, mus mm., og slagte høns på naturværkstedet Streyf. Sidst men ikke mindst var vi på brunsttur i Dyrehaven i mørke, for at lytte til alfa krondyrenes brøl, og når hannerne slog gevirerne sammen i kamp om hunnerne. Netop alle disse oplevelser, har gjort os mere opmærksomme på, hvordan vi hele tiden bruger vores sanser, når vi befinder os i naturen.

Vi vil på seminardagen derfor gerne føre folk gennem en håndfuld sanselige oplevelser, hvor de 5 sanser; høre-, syn-, føle-, lugte- og smagssans kommer i spil på forskellig vis. Oplægget vil tage udgangspunkt i øvelser, som kan overføres til pædagogisk praksis.

 

Sanselige knus fra

Frida, Henriette, Mie, Rasmus og Søren


puce17-nu02