Mål og rammer.

Vores målgruppe er anbragte unge i alderen 13-18 år. I vores kreaprojekt er der kun piger som deltager, da drengene ikke ønsker at være med. 4 piger deltager i projektet, samt en pædagog og 2 af os. Vi har valgt at to af os skal deltage og den sidste observere og tager noter, samt billeder.

Aktiviteten foregik på bostedet i deres fælles køkken. Dette gjorde vi for at få dem til at føle sig trygge med at være i vante rammer. Vi valgte køkkenet da der var der hvor der var plads til flest muligt og mulighed for at tegne. Materialerne var noget bostedet havde i forvejen, så vi behøvede ikke at medbringe noget. Dette havde vi aftalt på forhånd med bostedet, så vi ikke kom tomhændet eller uforberedte.

Målet med vores aktivitet var at få så mange deltagere med som muligt, og få dem til at fordybe sig i projektet så godt som muligt. Formålet med at vælge et kreaprojekt var, at få de unge til at udtrykke sig gennem tegningerne omkring deres barndomsminde, og efterfølgende forklare hvad de havde tegnet og hvorfor. På den måde ville vi få de unge til at se noget godt eller skidt i øjnene, og værdsætte det de har været igennem, eller der hvor de er nu. Vi ville se om kulturforskellen ville komme til udtryk, samt hvordan begrebet opdragelse ville blive brugt. Om de unge havde forskellige fortolkninger på tegningerne og forestillinger om fortiden. Måske være med til at bearbejde de dårlige minder og sætte de gode minder i fokus.

Beskrivelse af aktiviteten.

Vi startede ud med at danne en lille gruppe med fire piger, da de var de eneste som ville deltage i aktiviteten, derfra fik de tildelt et papir hver samt en blyant. Vi forklarede dem, at de skulle vælge et barndomsminde, som de skulle tegne på papiret. Barndomsmindet behøver nødvendigvis ikke være et godt minde, men et minde som har en betydning for personen. Vi havde sat 30 min af til aktiviteten, for at lave en tidsramme. Efter 30 min hvor de tegnede fik de hver især 5 min til at beskrive

tegningen, hvad den skulle forestille. Efterfølgende fik de 5 min til at begrunde hvorfor de har valgt netop det barndomsminde og hvilken betydning det har for dem i dag, og om det har været med til at gøre en forskel for dem. Under aktiviteten valgte en af os at observere og tage billeder for at dokumentere hvad vi så og oplevede undervejs.

Her har vi rekonstrueret to af deltagernes tegninger. Den første tegning viser et dårligt barndomsminde om beboerens far. Dette gav anledning til at snakke om forhold til forældre og opdragelse, og om at blive anbragt på et bosted.
Den anden tegning viser et godt barndomsminde om juleaften. Dette gav anledning til at snakke om familie og traditioner.

Didaktiske overvejelser og formål med aktiviteten.

Under vores feltarbejde lagde vi mærke til, at de anbragte unge var meget tilbageholdende og selvstændige. Vi havde svært ved at snakke med dem og komme tæt ind på dem. Derfor ville vi finde en aktivitet, som kunne åbne op for samtaler, både mellem de unge og mellem de unge og personalet. Vi tog udgangspunkt i kreativitet og at aktiviteten ikke skulle være fysisk hård eller kræve for meget. Det gjorde vi for at få flest muligt beboere til at deltage og for at aktiviteten ikke føltes for uoverskuelig og for krævende.

Vi var nervøse for hvordan beboerne ville tage imod aktiviteten, vi forestillede os at nogle ville synes det var åndssvagt og ikke ville give det en chance. Det var vigtigt for os at deltagerne deltog 100% frivilligt og at der ikke var nogen former for pres, hverken fra os eller personalet.

Vores generelle formål med aktiviteten var, at de unge skulle trænes i at sætte ord på deres følelser og oplevelser. Og at de skulle få en følelse af, at det er okay at være sårbar og at det aldrig vil være en svaghed. Vi ønskede at det var et trygt og sikkert miljø for dem at gøre dette i, så vi lavede aktiviteten i et fælles køkken areal på bostedet, som de alle kender. Da aktiviteten handler om at træde ud af sin komfortzone og dele noget af sig selv med andre, ville vi ikke skubbe ekstra til deres grænser ved at ændre deres vanlige miljø. Man kunne sagtens have udført aktiviteten andre steder, blandt andet udenfor i naturen som vi også overvejede.

Da vores deltagere begyndte at tegne og fordybe sig i aktiviteten og deres egne tanker, opstod en rolighed og det virkede som om at de nød momentet. Vi havde med vilje ikke valgt at bestemme, om deres valgte barndomsminde skulle være negativt eller positivt. Vi lod det være op til dem selv, så de ikke følte at vi havde nogle specifikke forventninger eller krav til hvordan deres minde eller tegning skulle være. Nogle af beboerne kommer fra hårde opvækster hvor deres barndom ikke har været fuld af glade dage, derfor tog vi også højde for at nogle af de unge for det meste kun har negative og svære minder.

Mia Irene Larsen, Marie Ørndrup Nielsen og Abdel