Mal pels på bamserne

Vi har valgt at lave en aktivitet, hvor børnene får mulighed for at udvikle og stimulere deres fantasi, kreativitet, sanser og finmotorik. Dette har vi gjort med udgangspunkt i Kirsten Drotners model. Børnene indgår i en æstetisk læreproces, hvor fantasien sætter rammen for den videre kreative proces og hvor børnene til slut ender med et æstetisk produkt.

Vores målgruppe er de store børnehavebørn, da de er forholdsvis selvstændige og derfor bedre kan udføre aktiviteten. Til selve aktiviteten har vi som pædagoger sat nogle rammer for børnene i form af, hvad de skal og hvilke redskaber og materialer de skal anvende, men børnene bestemmer selv, hvordan det endelige udtryk skal se ud. Pædagogens rolle består derfor i at være til rådighed i det nødvendige omfang, så børnene støttes i det de ikke kan og samtidig opmuntres til det de kan.

Aktiviteten starter med en kort historie, som skal sætte børnenes fantasi i gang og som har forbindelse til den kreative del af aktiviteten. Børnene får et stykke papir, hvor der er blevet tegnet en bamse, som mangler pels. Her skal børnene komme med deres egne forslag til, hvordan bamsens pels skal se ud. Det skal børnene gøre ved hjælp af diverse redskaber (plastikgafler, vatpinde, svampe) og akrylmaling. De forskellige redskaber og farver giver børnene mulighed for at skabe flere udtryk og gøre brug af forskellige teknikker, som bl.a. prik og tryk. Samtidig bliver især børnenes følesans stimuleret, idet de pågældende redskaber består af forskellige overflader – bl.a. det bløde ved svampen, og det hårde ved gaflen.

Historie:

Dybt under jorden boede en stor grøn trold. Hver gang vinteren kom, skiftede trolden sin gamle pels ud med en ny pels, så den var klar til kulden. Men denne gang var det anderledes, for den nye pels kom aldrig. Den gamle pels forsvandt som den plejede at gøre, men ingen ny pels voksede på troldens krop. Det var trolden bestemt ikke tilfreds med, så den besluttede sig for at gå på opdagelse efter en ny vinterpels!

Trolden gik og gik rundt i skoven for at finde noget den kunne bruge som pels, og pludselig, bag ved nogle høje træer, fik den øje på en skovbørnehave. Da trolden kom tættere på og kiggede ind af vinduet, kunne den se en masse bamser, der lå i en kasse. Trolden tænkte straks, at den måtte have fingrene i bamsernes pels og fandt et vindue, som den kunne kravle ind af. Trolden begyndte at klippe bamsernes pels af for at klistre det på sig selv. Nu fik trolden endelig varmen igen og tog så hjem i sin underjordiske hule med sin nye vinterpels.

Men næste dag da alle skovbørnehavebørnene kom ind på stuen, opdagede de, til deres store forskrækkelse, at alle bamserne manglede deres pels. Det blev de ret kede af, og ønskede sådan at der var nogle der kunne hjælpe dem med at give bamserne en ny pels.

Det tænkte vi at I kunne hjælpe med…

 

Af Sabrina og Katrine
puce18-ku05v