Skal man spise stegt flæsk for at være dansker?

Retorikken har betydning

Dansk Folkeparti foreslår i deres nye udspil ”Forsvar dansk kultur – et modsvar til identitetspolitikken”, at dansk kultur skal styrkes. Ifølge Dansk Folkeparti styrker vi dansk kultur bedst ved at tvinge børn og unge i offentlige institutioner til at lave Dan Jørgensens nationalret stegt flæsk med persillesovs i madkunstskabstimerne. Elever skal præsenteres for rigtig dansk mad, som ifølge Dansk folkeparti er død gris druknet i litervis af sovs. Sjovt nok spiser de allerfleste danskere mere spaghetti bolognese end stegt flæsk, og ejer ifølge Dansk Folkeparti altså ikke skyggen af dansk kultur når de går i køkkenet.

Halalslagtet kød bør ifølge Dansk Folkeparti samtidigt forbydes i offentlige institutioner, for at sende et signal til det religiøse mindretal, at danskere ikke ejer en spids af forståelse og respekt for andres levevej. Symbolpolitikken vil ingen ende tage, og selvom det kan findes næsten tragiskkomisk, at partiet vil tvinge danskerne til endnu usundere madvaner og fuldstændigt overser de både miljømæssige og menneskelige konsekvenser ved deres uvidenhed og intolerance, så bidrager den evigt sælgende og splittende symbolpolitik til et ekkokammer af racistiske kommentarer overalt på de sociale medier og ude i det virkelige liv.

Spiser du ikke gris, så er du tilsyneladende ikke dansk, hvilket jo i øvrigt udelukker alle vegetarer, veganere og fødevareintolerante fra nogensinde at være danske nok ifølge Dansk Folkeparti. Den lader vi lige stå et øjeblik. Har du en hudfarve mørkere end griselyserød, (vel og mærke uden at have svitset din hud af i et solarie eller badet dig i selvbruner til at opnå sydens eftertragtede kulør), så er du hurtigt en del af ”dem”, en fremmedgjort gruppe af mennesker, som ofte føler, at det at bære deres egen hud, føles som, ”at stå midt på Nørrebrogade nøgen” – som Mehmet, 35 år, gift og far til to børn, beskriver det at begå sig ud i samfundet. ”Jo længere væk fra Nørrebro vi kommer, jo flere øjne er der på os, og ikke på en rar måde”, fortalte han os en dag i marts, da vi interviewede ham i forbindelse med vores studieprojekt ”Blågårdens fortællinger”.

Blågårdens Fortællinger

Blågårdens Fortællinger er et projekt hvor vi som pædagogstuderende har samarbejdet med Blågårdens kulturhuse, om et socialt projekt i lokalområdet. Vi ønskede at de lokales historier og oplevelser af lokalsamfundet skulle lyttes til og deles. Vi tror på, at en bred vifte af historier fra forskellige mennesker, vil kunne bidrage bare en lille smule til en større forståelse for hinanden, og at beboerne på Nørrebro, vil samles om deres forskelligheder. Vi har derfor siddet på Blågårds Plads, og lyttet til alle der ville snakke med os om deres liv og dagligdag her på Nørrebro. For hvordan er det egentlig at bo på Nørrebro i 2021, og hvor ofte bliver muslimer med tørklæder spurgt om de vil have et stykke gris til aftensmad? Er den grimme og umenneskelige tone vi ser og hører på sociale medier, blevet allemandseje ude i gaderne?

Nørrebros kulturtilbud

Da vi blev introduceres til kulturtilbuddene på Nørrebro, blev vi inspirerede af de lokale ildsjæle og superkræfter, som er med til at gøre en kæmpe forskel i form af forebyggende pædagogisk arbejde, men desværre så vi også et behov for en endnu større indsat for særligt de ressourcesvage og udsatte børn, unge og familier, og blev overraskede over, at finde ud af, at det frivillige foreningsliv er mere eller mindre ikkeeksisterende på Nørrebro.

INFO BOKS: Hvis du vil læse nogle af Blågårds Fortællingerne kan de læses inde på Instagramprofilen blaagaardsfortaellinger, og ønsker du at dele din historie eller har du et indspark til debatten, så kontakt os meget gerne på blaagaardsfortaellinger@gmail.com

Fritidsaktiviteter og forebyggende indsatser er altafgørende

Som pædagogstuderende ville vi rigtig gerne snakke med de lokale beboere samt de forskellige kulturtilbud i området om, hvordan der kan skabes flere og bedre alternativer til blandt andet kriminalitet og hvordan særligt socialt udsatte børn, unge og børnefamilier kan understøttes, således deres forudsætninger for flere og bedre handlemuligheder forbedres. Muligheder for fritidsaktiviteter er afgørende for den forebyggende indsats overfor særligt socialt udsatte børn og unge, men det lader til, at flere af de mest udsatte grupper er overladt til dem selv. Grupper af unge drenge med anden etnisk baggrund cirkulerer rundt i gaderne på aftenens sene timer, ryger hash og kan være medvirkende til at skræmme andre børn og unge væk fra kulturtilbuddenes områder med deres umiddelbart utrygskabende adfærd. Men hvem rækker en hånd ud til disse børn og unge? Hvor skal de udsatte børn og unge gå hen, når de offentlige haller, kulturtilbud og nabolagets faciliteter åbenlyst ikke rummer dem?

Faciliteter på Nørrebro

Korsgadehallen er en af kommunens idrætshaller, et sted der burde facilitere muligheder for fysisk udfoldelse og aktiviteter der understøtter børn og unge i en positiv retning. Men hvordan kan det så være, at hallen ofte lejes ud til institutioner, eller kommunale foreninger, og er lukket for offentligheden og de lokale beboere i mange af dagtimerne? Burde det ikke være et sted, hvor de lokale børn og unge kunne udfolde sig, og skabe deres eget tilflugtssted fra gadens problemer? Med næsten 15.000 børn og unge, er der få faciliteter at deles om, og med få lokale fritidstilbud, og et foreningsliv der knapt er til stede i bydelens offentlige haller og kulturhuse, så bliver de offentlige faciliteter der rent faktisk eksisterer oftest brugt af børn og unge med mere ressourcestærke forældre, og af mennesker der slet ikke bor på Nørrebro.

Målet med projektet

Efter at have været på gaden og hørt bare få af de mange historier der findes i nabolaget, er det vores håb, at kulturhusene og Nørrebros beboere, vil lade sig samle i frivillige foreninger og fællesskaber, og skabe lige muligheder for alle børn, unge og børnefamilier på Nørrebro. Vi vil opfordre de lokale til at finde hinanden i lokalsamfundet og deltage i foreningslivet, da det er de lokale selv, der bedst ved hvad der findes af behov og ønsker for området og dets børn og unge, og dermed kan være med til at skabe et lokalsamfund der bryder de negative sociale mønstre og skaber forudsætninger for positive, udviklende og understøttende fællesskaber. Hvordan kan du gøre en forskel i lokalsamfundet?