Pædagogiske overvejelser for valg af sundhed- og bevægelsesforløb: Slåskultur

Når pædagogerne snakker om slåskultur i institutioner lyder det ofte fra forældrene, at “mit barn skal ikke lære at slås” (Blume, 2002, s. 10). Ifølge Blume misforstår mange begrebet slåskultur, og forbinder det med lege der fremmer aggressivitet og voldelig adfærd blandt børn (Blume, 2002). Blume mener, at børn i dag har svært ved at regulere egne og forstå andres grænser, da de ikke længere får lov til at udfolde sig fysisk med andre børn (Blume, 2002). I den forbindelse mener Blume at det er vigtigt, at introducere børn for den sunde slåskamp, da de herigennem får mulighed for, at lære sine egne holdninger og værdier gennem brug af kroppen og derigennem lærer, at indgå i sociale relationer med respekt for sig selv og andres holdninger og værdier (Blume, 2002).

Mål

I forhold til det pædagogiske mål for bevægelseaktiviteterne i forbindelse med forløbet slåskultur, er målet at vi gennem den pædagogiske praksis fremmer udviklingen af kompetencer, som gør børnene i stand til at handle selvstændigt i en given kontekst (Rønholt, 2008). Vi har i den forbindelse valgt, at tage afsæt i Rønholts definition af handlekompetence i en idrætspraksis (Rønholt, 2008) og har dermed fokus på den almene, kropslige, personlige og sociale dannelse, der er integreret i de idrætslige processer (Rønholt, 2008).

Processen

I forbindelse med forløbet slåskultur, har vi udvalgt forskellige kamplege, hvor vi bl.a. har taget udgangspunkt i, at børnene ikke har erfaringer med dette i institutionssammenhæng. Deltagelse i kamplegene er frivillig og uforpligtende, da børnene skal have lov til at sige fra ellers mener Blume, at den legende og eksperimenterende stemning forsvinder (Blume, 2002). Ifølge Blume lærer man også, hvis man deltager passivt som tilskuer. Ofte vil de passive børn deltage undervejs, når de har fundet ud af, at det er sjovt og ikke faretruende (Blume, 2002).

Inden vi går i gang med kamplegene, vil vi snakke med børnene om, hvilke erfaringer de har med at slås, og hvad definitionen er på en god kamp. Vi har i samarbejde med børnene opstillet forskellige regler, for at lære børnene at styre deres aktioner og reaktioner således, at en kamp bliver ufarlig og uden risiko for alvorlige skader (Blume, 2002). Vi vil på forhånd have udarbejdet nogle regler i form af piktogrammer, som formidleren vil hjælpe dem med at komme frem til. Dette fordi, at vi vil have at dem selv til at tænker over, hvad de synes er vigtigt, men der skal også være plads til børnenes egne ideer.   

Eksempler på kamplege

Skubbekamp: Her skal man sidde ryg mod ryg. Så skal man forsøge at skubbe sin makker baglæns ved at bruge benene. Det gælder om at kunne blive siddende.

Ræven efter hønsene: Landmændene danner en rundkreds (holder i hænder) om hønsene. Udenfor rundkredsen løber rævene rundt, som skal forsøge at røre hønsene (de vil nemlig gerne spise dem). Ved berøring har landmændene tabt, og de bytter roller.

Rammeforudsætninger

Rammerne for forløbet er, at vi skal bruge:

  • Min. 8 deltagere
  • Et stort rum
  • En voksen til at videregive informationer: Formidleren underviser i de forskellige kamplege verbalt, samtidig med at hun fungerer som en slags dommer, der sørger for, at børnene f.eks. kæmper med hinanden og ikke mod hinanden.
  • En voksen, som fungerer som hjælper: Hjælperen fremviser bl.a. de forskellige kamplege og guider børnene i aktiviteterne. Derudover er de også med i aktiviteterne – enten som en aktiv medspiller eller som en hjælpende hånd til de børn der har behov for det.

Litteratur til inspiration

Blume, Michael (2002). Slåskultur – en teoretisk og praktisk bog om slåskampe. Klim

Rønholt, Helle (2008).Handlekompetence i: Peitersen, Birger & Rønholt, Helle (red.), Idrætsundervisning – en grundbog i idrætsdidaktik. Institut for idræt og ernæring.

 

Gruppe 3

  • Sandra – 101171678
  • Simone – 101153028
  • Julie – 102154600

pucf17-sb03
pucf17-sb03
pucf17-sb03