Målet med denne aktivitet er, at få stimuleret børnenes sanser – herunder muskel-ledsansen, taktilsansen, lugtesansen og synssansen. Derudover er målet også at få børnene i flowtilstand.

Målgruppen er børn mellem 2-4 år – grundet min specialisering (social/special) er den tænkt til børn med udviklings- og/eller sanseforstyrrelser. Grundet målgruppen, tænker jeg 1-2 børn ad gangen pr. pædagog er passende, for at børnene kan fordybe sig ordentligt.

De fysiske rammer er især vigtige grundet min målgruppe. Der skal være ro og mulighed for fordybelse. Derfor har jeg benyttet mig af meditationsmusik, for evt. at skubbe til fordybelsesmulighederne – og at der ikke skal være for mange omkringliggende ting i rummet, som kan ”lokke/forstyrre” processen.

Aktiviteten med troldesnot indeholder kun 3 ingredienser – vand, kartoffelmel og frugt/pastafarve. 500 gram kartoffelmel til 3,5 dl vand. Vandet og farven skal blandes sammen inden, da kartoffelmelet ellers har svært ved at absorbere farven – så bliver det med marmoreffekt.

Når de ønskede farver troldesnot er lavet, sættes det frem på bordet evt. med redskaber. Jeg har brugt 2 ovnfade, en spiseske, nogle plastikforme og en morter. Der kan også bruges legedyr eller andre redskaber – kun fantasien sætter grænser.

Herefter kan børnene begynde den æstetiske proces. Føle på det, blande farverne, bruge skeen til at fordele farverne i ovnfadene. Når troldesnot er under pres, så bliver det hårdt, og når det bare er løst og man lader det glide, så er det slimet og meget flydende. Så der kan nemt gå meget tid med det. Igen, kun fantasien sætter grænser for den legende proces.

 

Mine didaktiske overvejelser med denne aktivitet er, at det skulle være en gentagende aktivitet, altså et forløb, for at få det fulde udbytte af det i forhold til målgruppen og de udfordringer børnene måtte have undervejs. Nogle børn ville hurtigere kunne acceptere stimulus af de konkrete sanser, hvor andre ville have meget svært ved det, og derfor at et længere forløb skulle tilrettelægges.

Derudover at have flowbegrebet, det fælles tredje, Malcolm Ross’ model for den skabende proces og sanseintegration i fokus i det videre teoretiske arbejde med denne aktivitet.

Pauline Skov Christensen
pucf20-ku05v