Vi vil med vores intervention søge at skabe en stemme og et modnarrativ til den herskende, repressive diskurs omkring gadebaseret sexarbejde. Sexarbejderne skal inddrages i de processer og beslutninger, der tages omkring deres arbejdsliv.

I vores kulturanalyse så vi, at der er mangel på inddragelse og anerkendelse af at sexarbejderne også godt selv ved, hvad der er bedst for dem og hvad de mangler. 

Derfor vil vi facilitere et fremtidsværksted, hvor vi agerer facilitatorer og ikke indtager en bedrevidende position. Vi vil lytte og deltagerne vil have magten til at definere og diskuterer hvad der skal ske. Vi vil her fremlægge nogle tematikker, som vi er blevet oplyst om gennem vores interviews og analyser og sexarbejderne vil derefter folde dem ud og se om de genkender problematikken. 

Interventionen kommer til at foregå i Mariakirkens lokaler på Istedgade i København.

Fremtidsværkstedet består af tre faser: En kritikfase; en utopifase; og en realiseringsfase. Vi vil i vores udlægning lægge værkstedet på tre dage, over tre uger, med intention om at det på længere sigt skal forankres som en permanent del af hverdagen i Mariakirken. Det er afgørende for fremtidsværkstedet at det bliver et frirum for deltagerne, og at det derfor er et sanktionsfrit rum, hvor magtforholdet mellem brugere og personale udfordres, og det i høj grad er brugerne der sætter dagsordenen, og er styrende i processen. Pædagogernes rolle er at være medskaber, facilitator og mediator i værkstedet.

I fremtidsværkstedets første fase, kritikfasen vil der blive anlagt et pessimistisk blik på livet som sexarbejder på Vesterbro. Her er det tanken at brugerne kommer frem til alle de ting der er kritisable. Løbende vil pædagogerne/socialarbejderne være medvirkende til at få konkretiseret kritikerne, og får dem skrevet på de vægaviser der er redskabet til at nedfælde og huske dem. Det er centralt at kritikerne går på emnet, her livet som gadebaseret sexarbejder, og fortællingerne om det, og ikke på de andre deltagere, eller deres kritiker.

I den anden fase handler det om at opstille utopier, altså idéelle forestillinger om hvordan livet som, og fortællingerne om sexarbejder burde være, på baggrund af pointerne fra kritikfasen. Her bør tonen være udpræget positiv, og tilgangen er at ‘alt kan lade sig gøre’. Utopierne kan visualiseres gennem collage, maleri og tegning, udover vægaviserne.

I fremtidsværkstedets tredje fase, realiseringsfasen, realitetstestes utopierne med henblik på at føre dem ud i livet. Spørgsmålet er her, hvad der skal til for at utopien kan opnås. Forslagene er konkrete handletiltag, og her agerer pædagogen/socialarbejderen brobygger til de samfundsmæssige organer der skal skabes dialog med for at idéerne kan realiseres.

Til faciliteringen af fremtidsværkstedet skal der bruges et lokale, gerne et fast, hvor vægaviser og visualiseringer kan blive hængende fra gang til gang. Endvidere skal der bruges en række materialer: Vægaviser, tuscher, farver, pallietter, maling, lim, og remedier til at lave collager, herunder billedmateriale. Til sidst er det afgørende for interventionen at deltagerne for de flestes tilfælde deltager mere end én gang.

Gruppe 2 – Mikkel, Emma, Rasmus og Cecilia 🙂

 
pucf20-ki01