Cirkus Skydebanen – SE02
Asmaa, Anna, Celina, Frederikke, Sara og Sofie
I vores projekt har vi haft Skydebanehavens Bemandede legeplads som vores samarbejdspartner. Vi har i vores “Social Innovation og Entreprenørskab”-forløb skulle skabe noget nyt, der giver værdi for nogen, sammen med nogen.
Projekt baggrund
Vi har i løbet af vores projekt berørt forskelligartede ideer. Dette idégenereringsprojekt mundede ud i at skabe et inspirationsrum for fantasi/rollelege og indlevelse. Soppebassinet på Skydebanehavens legeplads står uudnyttet i ¾ af året, og dets fysiske form inspirerede os til at få øje på en potentiel cirkusarena. Cirkus er som medie oplagt til at invitere til leg, øvelse og mestring, og indlevelse.
Formål
At optimere børnenes frirum, sådan at et før uudnyttet område af legepladsen, benyttes til at skabe et rum for fantasi, kreativitet og rolleleg. Projektet tager udgangspunkt i et område på legepladsen, hvis værdi ikke bliver udnyttet september-maj. Ved inddragelsen af Soppebassinets areal hele året, tilbydes der bredere fysiske rammer, der inspirerer til leg, og derved ville lege på andre dele af legepladsen få mere luft/plads. Projektet igangsættes med fokus på målgruppen – 3-10 år.
Vi vil gerne skabe gode rammer for børns leg, kreativitet og indlevelse på Skydebanehavens bemandede legeplads gennem Cirkus.
Målgruppe
Børn på Vesterbro i alderen 3-10 år (Herunder daginstitutioner, skoler, fritidshjem og familier).
Skydebanehavens Bemandede legeplads i sin helhed.
Mål
Det overordnede mål for vores projekt er at udnytte hele legepladsens potentiale, og skabe nye muligheder, plads og legeformer, for brugerne af Skydebanehaven.
Gennem faciliteringen af et cirkus ønsker vi, at børn og barnlige sjæle får oplevelser med at indleve sig i et legende univers, øve sig på at mestre og fordybe sig i færdigheder, og få et sus i maven ved at optræde og indleve sig i cirkus universet.
Fysiske rammer og materialer
Vores cirkus har vi skabt for at udnytte Skydebanehavens Soppebassin, som har samme form som en arena. Dog kan der selvfølgelig også skabes gode cirkusrammer andre steder.
Konceptet for vores cirkus er en “cirkuskasse”. Den indgår som en del af Skydebanehavens allerede eksisterende udlånssystem. Kassen kan lånes af daginstitutioner og skoleklasser, og indeholder kostumer og cirkusremedier, som børnene kan tage i brug i deres egen cirkusleg (eks. hulahopringe, jonglørbolde, tryllehatte mm.). Til kassen hører et inspirationskatalog, der skal kunne inspirere børn til at afprøve noget nyt, eller skabe deres helt eget cirkusnummer. Til formidlingen har vi valgt at bruge tegninger frem for tekst, sådan at børn selv kan tilgå det.
Beskriv udførligt, hvad der sker i aktiviteten/processen/tiltaget
Vi har inviteret en børnegruppe fra en institution over til at afprøve cirkuskasserne. Børnegruppen blev introduceret til cirkustemaet ved at blive spurgt ind til, om de kender til cirkus. Herefter blev der åbnet op for kasserne, og børnene fik lov til at gå på opdagelse i kassernes indhold. Der blev sat musik på, og børnene fik lov til at gå i front med deres nysgerrighed og lyst på leg. Der blev både opfordret til nye lege, og der blev også skabt nye lege på børnenes egne initiativer og kreative tilgange. Aktiviteten varede 45 minutter. Herefter blev børnene samlet, og der blev sagt tak for i dag.
Formuler kort jeres faglige og didaktiske overvejelser.
Vores overvejelser har igennem hele projektet haft sine rødder i, hvad børnene selv fandt interessant, således at dét, der blev skabt på legepladsen, ville blive ved med at blive brugt og dermed være bæredygtigt. Derfor har vi haft fokus på at inddrage børnene, og af den grund har vi bl.a. gjort brug af journeymapping, for at få et bottom-up perspektiv.
Ift. vores faglige overvejelser, så har de taget udgangspunkt i vores målgruppe, hvilket betyder, at der er blevet tænkt over hvilke “øvelser/numre”, der skulle inddrages i cirkus og hvilke remedier, der evt. kunne bidrage til, at børn kan opnå øvelse, mestring, leg og indlevelse, og udfordre sig selv indenfor deres nærmeste udviklingszone.
Succeskriterier:
Vi ønsker at kunne se børnenes indlevelse og kreativitet til ferniseringen af projektet og i samskabelse med børnene dagene forinden til workshopsne. Endvidere ser vi det også som et succeskriterie, at projektet bliver bæredygtigt, således at børnene bliver ved med at lege i cirkusområdet.
puce20-se02