Er du træt af ikke at vide, hvad du skal gøre med den glæde som hober sig op inde i dig når du har succesoplevelser i livet? Træt af pinlige situationer, hvor du ikke er sikker på hvilken måde du skal hilse på dine studiekammerater på? Kom med til vores gruppes aktivitet om sundhed og bevægelse og lær, hvordan man giver ”det gode håndtryk”.

Aktiviteten:
Selve aktiviteten går ud på at de studerende skal finde på unikke håndtryk til hvert medlem i studiegruppen. For at rette aktiviteten til målgruppen (de pædagogstuderende på UCC) vil vi have fokus på at skabe et glædeshåndtryk, som man i gruppen kan benytte når man består modul I, VK-eksamen eller andet.

Som inspiration vil vi gennemgå et par forskellige håndtryksformer, men ellers er det kun fantasien der sætter grænser for, hvad i synes er et godt håndtryk.

Teorien bag:
Vi har på modul I arbejdet med sundhed og bevægelse og har i den forbindelse lært om de forskellige former for sundhed. Vi har i denne aktivitet mere fokus på social og psykisk sundhed, fremfor fysisk sundhed.

Vi tager udgangspunkt i Michael Nissens tekst om ”at berøre og blive berørt”. Han nævner her vigtigheden af at blive berørt både fysisk og psykisk i forhold til at danne og opretholde gode relationer gennem livet.

Det er meget forskelligt hvor meget berøring der finder sted mellem mennesker fra en kultur til en anden. I nogle kulturer er det en norm at give kindkys i mødet med bekendte og i andre kulturer går mænd hånd-i-hånd uden at det har nogen seksuel betydning. Desmond Morris, som er en kendt adfærdsforsker, påpeger at vi i den vestlige verden og generelt i storbyer får alt for lidt fysisk kontakt.

Berøringssansen bevares gennem livet, og det er vigtigt at opleve berøring i alle faser af livet. Berøring kan for ældre mennesker være med til at gøre processen med at blive ældre og i sidste ende dø lettere og mere værdig. Hvis spædbørn ikke oplever nok fysisk kontakt, kan det blive alvorligt syg og i værste fald dø.

Dr. Tiffany Field sammenligner vigtigheden af berøring med vigtigheden af at trække vejret. Hun nævner at mangel på berøring, uafhængigt af alder, kan føre til sygdom, depression, svækket immunforsvar og forårsage både psykisk og fysisk smerte.

Litteratur:
Nissen, Michael (2008): At berøre og blive berørt. Nr.19. Fysioterapeuten
CPF16o-SB13