Formål
Med udgangspunkt i designprocesmodellen (Bason et al., 2009) arbejder vi med idéudvikling indenfor social innovation og social entreprenørskab. Målet med processen er at komme fra en samfundsmæssig udfordring eller en idé til et køreklart projekt og derigennem skabe løsninger på nogle af samfundets problemer.
Processen kan anvendes i forhold til udfordringer inden for alle målgrupper og specialiseringer – skole-fritid-, dagtilbuds- og social-og specialområdet.
Proces
Idéerne kan tage udgangspunkt i bl.a. interesser og samfundsmæssige udfordringer. Igennem processen skabes idéer, koncepter udvikles, aktører inddrages, og idéer testes. Vi anvender gavens teori og tester idéer af på interessenter og modtager viden i form af kritik på projekterne. Projekterne rettes til og gøres skarpere på baggrund af denne feedback. Herefter gentager processen sig, til man står med et færdigt projekt som er klar til at blive realiseret.
I processen med at udvikle projekter har vi valgt at inddrage modellen den dobbelte diamant. Modellen består af fire faser, to divergente og to konvergente.
Den første divergente fase er en undersøgelsesfase, hvor vi i vores innovationsproces har undersøgt problemstillingen og arbejdet bredt med de underliggende udfordringer.
Den næste konvergente fase er definitionsfasen, her sker en evaluering og udvælgelse af det problem, som vi ønsker at finde løsninger på. I vores tilfælde fandt vi teorier og begrundelser for at koble udvalgte aktiviteter. Den 3. divergente fase åbner op for brainstorm, hvor alle løsninger er gode og intet forkastes. Vi har i denne fase arbejdet med en ‘What if…’- øvelse, hvor man drømmer og tænker stort i forhold til løsninger på problemet, hvor man ikke lader sig begrænse af om løsninger er realistiske eller ej.
Den sidste konvergente fase (4. fase) indskrænker ideerne til en foreløbig sidste løsning på problemstillingen. I denne fase har vi bl.a. kigget på aktiviteternes effekt og relevans ift. målgruppen og herefter taget stilling til om de på baggrund heraf skulle inkluderes i projektet. Ideerne munder ud i et foreløbigt koncept og konceptet er nu klar til test! (Design Council 2024, Lysen & Skovgaard, 2019)
I testfasen pitches konceptet for relevante aktører og interessenter inden for feltet. Til udarbejdelse af pitchet bruges modellen den gyldne cirkel (Sinek, 2013). Her svares på en række hv-spørgsmål. I vores proces har vi begrænset os til at svare på hvad, hvordan og hvorfor i forhold til projektet. Dvs. Hvad går konceptet ud på, hvordan skal det udføres og til slut berøres kort hvorfor konceptet er relevant.
Idéen bag det at pitche er både at åbne op for 3. fase i den dobbelte diamant og dermed åbne op for nye inputs. Her læner vi os op ad gavens teori, hvor et pitch sidestilles med en gave, som vi giver og aktørerne modtager. Fra gavens teori ved vi, at idet man giver en gave, føler man sig forpligtet til at give noget retur (Boysen, 2016). I forbindelse med et pitch returnerer modtagerne feedback. Gaver er desuden med til at opbygge relationer og dermed er disse pitch med til at give os et netværk indenfor feltet.
Trine, Sara og Katrine
Litteraturliste
Bason, C., Toft, S., Knudsen, S., (2009). Sæt borgeren i spil : sådan involverer du borgere og virksomheder i offentlig innovation. Gyldendal Business.
Boysen, M.S. (2016). En gave til manden på bænken. Tidsskrift for socialpædagogik. 2016(1), s.85-87.
Design Council (2024). Frame for Innovation. https://www.designcouncil.org.uk/our-resources/framework-for-innovation/
Lysen, N. H., & Skovgaard, M. (2019). Undersøgelse, refleksion og omsorg i socialt arbejde. Hans Reitzel.
Sinek, S. (2013). Start med hvorfor : til alle, som vil inspirere andre og blive inspireret. Gyldendal Business.
pucf22-se01
pucf22-se01
pucf22-se01
pucf22-se01
pucf22-se01
pucf22-se01
pucf22-se01
pucf22-se01
pucf22-se01