Hvad er målet med aktiviteten
Målet med den valgte aktivitet er at styrke fællesskabet, samarbejdet og sammenholdet i den valgte målgruppe, samtidig med at fremme trivsel blandt deltagerne. Vi tager udgangspunkt i professor Karen Wistofts definition af trivsel, som lyder således; “et mentalt stadie, der giver følelsen af overskud, gåpåmod, handlekraft og glæde ved at være i sociale sammenhænge” (Wistoft, 2012, s. 45). Ved at fokusere på fællesskab skabes et rum, hvor deltagerne kan udvikle både sociale og personlige færdigheder gennem samspil og interaktion med hinanden. Aktiviteten er designet til at udligne deltagernes niveau, hvilket fremmer deres evne til at kommunikere, støtte hinanden og se hinanden på et mere ligeligt niveau.
Aldersgruppe
Den målgruppe, vi har valgt til vores aktivitet, er 10-12 årige. Vi har valgt den målgruppe, fordi en yngre målgruppe vil have svært ved at udføre aktiviteten, da deres kognitive evner ikke nødvendigvis vil være tilstrækkelige mht. de mange regler i spillet.
Deltagerantal, fysiske rammer og materialer
Vi ville anbefale at man mindst er 10-12 deltagere, når man udfører aktiviteten, da aktiviteten ikke ville hænge sammen med et færre antal. Maksimalt antal deltagere afhænger af banens størrelse. Høvdingebold kan både fungere inde og ude, banen skal blot have et fast underlag og mindst være på størrelse af en halv håndboldbane. Herudover skal man bruge otte kegler (kan også bruges andre objekter, der er til rådighed) til at markere banen, samt en blød bold. Fagpersonen skal først gennemgå reglerne i dybden, så alle deltagere er med på, hvordan spillet fungerer og fagpersonen skal herefter fungere som dommer.
Aktivitetsbeskrivelse
Spillet høvdingebold foregår på en bane, hvor hvert hold vælger en høvding, der står på en baglinje, også kaldet høvdingens felt, mens de resterende deltager er i marken (se banen).
Målet for det angribende hold er at ramme modstanderens spillere med bolden, mens det andet hold forsøger at undgå at blive ramt. Bliver en spiller ramt uden at gribe bolden, dør deltageren og skal gå ned til sin høvding ved baglinjen. Dog dør deltageren, der kaster bolden, hvis bolden bliver grebet. Når det forsvarende hold genvinder bolden, bliver de til det angribende hold og rollerne er dermed byttet.
Når en spiller er død, er de dog ikke helt ude af spillet. Disse spillere skal stille sig ned til høvdinge-feltet og må kaste bolden ind i spillet og forsøge at ramme modstandere fra baglinjen. Hvis de formår at ramme en modstander, dør modstanden, men hvis modstanderen griber bolden, genoplives dette holdets første døde spiller. Når der kun er én spiller tilbage i marken, skal høvdingen forlade sin position på baglinjen og træde ind i spillet for at hjælpe den sidste spiller. Høvdingen får bolden og har to liv. Hvis alle spillere ude i marken dør, inklusiv høvdingen, har holdet tabt. Målet med høvdingebold er at eliminere alle modstandernes spillere.
Blomsten
Professor Thomas Moser og lektor Mia Herskind har sammen udviklet modellen Blomsten. Blomsten bruges som et didaktisk redskab, hvor man får forståelse for, hvordan bevægelse hænger sammen med udvalgte læringsområder. Blomsten består af fire læringsområder (se modellen nedenfor). Disse læringsområder kan man enten se på enkeltvis eller som helhed (Bahrenscheer og Sederberg, 2023, s. 150-151).
Det sociale blad handler om, hvordan vores krop relaterer sig til andre i sociale fællesskaber gennem udvikling af social kompetence (Bahrenscheer og Sederberg, 2023, s. 157). Vores aktivitet har fokus på samarbejde i og med, at det er en holdaktivitet. Vi vil opfordre vores deltagere til at snakke sammen og samarbejde om, hvad de kan gøre for at vinde.
Det sansemotoriske blad omhandler det læringspotentiale der ligger i motorikken, samt hvordan man kan udvikle sig motorisk og skabe kropslige erfaringer gennem bevægelsesaktiviteter (Bahrenscheer og Sederberg, 2023, s. 152-153). Dette blad kommer i fokus gennem vores første tiltag, som ses nedenfor.
Tiltag
Det første tiltag vi vil indføre er at deltagerne skal kaste med deres ikke foretrukne hånd.
Det tiltag gør aktiviteten mere ligeværdig for alle, da det er svært at kaste med den modsatte hånd og deltagerne niveau bliver dermed ligeligt .
Det andet tiltag vi vil lave er noget der hedder flyvende hollændere. Flyvende hollænder handler om at man gerne må hoppe hen over midterlinjen og kaste bolden på en modstander, men hvis personen ikke rammer modstanderen eller modstanderen griber bolden dør man selv. Dette tiltag giver et spændende og risikabelt element til aktiviteten, både da aktiviteten er blevet neddæmpet og giver et alternativt element for dem, der mangler vildskab i aktiviteten. Vi har valgt disse tiltag, fordi vi gerne vil gøre det behageligt og sjovt for alle at være med.
Freja Østberg
Sebastian Stoltz
Sofie Bovbjerg
Litteraturliste:
Bahrenscheer, A.; Sederberg, M. (2023). Krop og bevægelse. I. Ankerstjerne T. Temaer og aktiviteter i skole- og fritidspædagogik. 1. udgave, København: Hans Reitzels
Wistoft, K. (2012). Trivsel og selvværd: mental sundhed i skolen (1. udgave ed.). Hans Reitzel.
puce22-sb01