En Stemme i Stand-up forsøger at diskutere mødet med mennesker, da vi sjældent ligner hinanden. 

Ideen med projektet er at give mennesker med et fysisk handicap muligheden for at fortælle deres livshistorier gennem en Stand-Up. 

Midt i det hele ligger en gammel stationsbygning. Her mødes vi med vores kontaktgruppe.

På en comedy scene på Nørrebro, har vores samarbejdspartner og koordinator for Stand-Up shows, sat lokaler til rådighed. Han deltager også i mødet.

Indenfor er der køligt, stille og her dufter af kaffe. Her skal vi nu undersøge hvad vi kan, må og vil med Stand-up genren, og hvordan man “joker” med emner, der emmer af tabu og sætter vores egen erfaring på prøve. Vi har fået kontakt til fire mennesker, der henholdsvis har erfaring med handicap, stand-up og nogle endda begge dele. Alle har ønsket at deltage i vores udviklingsmøde, der forhåbentlig skal skabe et grundlag for en længere samtale, for til sidst at resultere i materiale til et Stand-up show. Det er vores mål. 

 I gruppen sidder en komiker S, der selv har arbejdet med sin ADHD diagnose i sit Stand-up materiale, og derudover har sloges med depression. 

Udover ham sidder N, en komiker, der er født med cerebral parese og en masse på hjerte.

Samtidig deltager D, der er født med “fejl og mangler”, som han selv omtaler på sin hjemmeside, og som i dag holder foredrag om sit “anderledes liv”. Til sidst deltager “R”, der er ansat som studievært på en Tv station, og har optrådt med Stand-up tidligere i sin karriere- nå ja, og så er han også født med Cerebral Parese.  

Vi har overvejet hvordan vores projekt kan nå så langt som muligt, og hvordan man når ind til kernen af den problematik vi ønsker at undersøge. 

Nu har vi brug for hjælp udefra.

Alle i gruppen har forskellige erfaringer ift. enten at være født med et handicap eller en udfordring. Erfaringer, der har gjort deres vej ujævn i forhold til flertallet, men som samtidig har formet dem, deres tanker og ikke mindst deres vilje. Hvordan omsætter man alle de erfaringer til fortællinger som andre mennesker samtidig kan forholde sig til, og som kan aflyse, eller i hvert fald fortynde de fordomme vi alle ligger inde med. 

Men hvad har vores kontaktpersoner af forventninger til projektet, En Stemme i Stand-up?

“..Og jeg synes at Stand-Up er helt genialt i forhold til den her fordom ting.

Jeg arbejder også meget med at jeg også godt kan have en fordom om at du har en fordom til mig.”siger N, når han omtaler sit virke som stand-up komiker.

 Vi har dem altså alle sammen, de fordomme. Og de er der af en årsag. De tanker vi har liggende klar om vores medmennesker, der måske gør mødet med dem nemmere at forberede sig på, men gør det sværere at se mennesket som det i virkeligheden er.

 Vores første tanker om hvordan et eventuelt show skal afvikles, bliver hurtigt sat på prøve. Vi så for os hvordan vi kunne få mennesker med handicap, mennesker, hvis livsgrundlag ligger udenfor det vi kalder “normen”, der gennem Stand-up kunne fortælle deres historier under vejledning af en allerede etableret komiker. De skulle gerne lære tilhørerne noget, også om komik og hvad den kan bidrage med når vi skal tale om tabuiserede emner.  

“…og noget de måske tænker er så forkert, og sådan noget, men vi kan ikke gå ind og sørge for at folk ikke kommer til at tænke noget, når de se forskellige ting. Vi skal bare have dem til-  hjælpe dem- til at blive klogere på de her ting. Første gang man ser noget, så tænker man; okay, hvad er det? Det er jo sådan den menneskelige hjerne fungerer”. Siger S.

Fordomme, eller hvad vi nu kalder det, er altså nok ikke helt til at undgå. Især ikke når man arbejder med forholdet mellem den optrædende og publikum, men kan vi så ikke forme hvad andre mennesker tænker om os? 

“…og denne her ligestillings diskussion, der er jeg ret sikker på, at der er mange, der bliver præsenteret med alle mulige forskellige minoriteter. Det føler jeg faktisk gør det lettere, at præsentere sit handicap og føle sig mere normal end jeg gjorde dengang jeg var yngre”. 

 Siger R, og fortæller, at han har forsøgt sig med at sidde i kørestol, i stedet for rollator,  under Corona, da det gør det lettere for andre mennesker, at relatere til hans handicap. På den måde mener han at folk har nemmere ved at se ham frem for hans handicap.

N supplerer med en historie:

“Jeg lejer et festlokale til min 30 års fødselsdag, der ligger nede i kælderen, og så på vej ned ad trappen, siger ham udlejeren til mig; Hold da op, hvor er du bare god til at gå ned ad trapperne!”. 

Vi griner stille, for hvor er det utroligt at høre hvordan man sætter de mennesker, der sidder foran os, i situationer hvor de skal forklare sig, og forsikre andre om at de altså er helt “normale oven i hovedet”. 

 “En Stemme i Stand- Up”  er et projekt, der først lige har lært at kravle. Det skal mades og nusses for så at stavre af sted og stå selv. 

Stand-Up er elastisk, den kan formes, og indholdet er op til den optrædende. Der er dog få regler siger S:“..Du må godt drille, det må man godt, men det skal virke, eller alt skal være i sjov, og det skal ikke være hadefuldt. Det må aldrig være at vi taler ned til dem..”
puce19-se02