Går du også rundt og er træt og tvær, så meld dig til Leg, drama og teater på KP’s valghold – for der kan du gå i bare tær’. Hvis du altså har lyst.
Sådan kunne en indledning til en seriøs salgstale lyde. Men det her er ikke bare en salgstale af valgholdet Leg, drama og teater. Dette er hele grunden til at man skal vælge lige netop denne slags valghold. Vi har snakket med en række studerende som har gået på lige netop dette valghold. En studerende siger følgende om valgfaget:
“Forløbet på valgfaget har været enormt lærerigt og spændende. Vi er blevet inspirerede og udfordrede, og har udviklet os som mennesker.”
En gruppe studerende lavede en forestilling til dette års kulturnat. De havde valgt at lave en komisk-kritisk fortolkning af Fyrtøjet. Der var blevet lagt et benspænd ind fra underviserens side, hvilket lød på at der skulle indgå minimum et verdens mål i forestillingen. Vi talte med en af de studerende som var med til at udvikle og fremføre stykket.
“I denne proces udviklede vi i høj grad respekten for hinanden og hinandens arbejde, hvilket gjorde os stærkere som gruppe. Det var også i denne proces vi fik en tro på vores eget individuelle æstetiske udtryk og herigennem en selvsikkerhed i vores karakter og skuespil, hvilket også gav en udpræget ro til hele forløbet. Det fællesskab som blev skabt i løbet af denne proces, har haft en enorm betydning for os som studerende på uddannelsen efterfølgende. Det kan kun anbefales!”
Den studerende fortæller også, at gruppen arbejdede med improvisationsteknikker i forhold til skabelsesprocessen. Disse bidrog, ifølge den studerende, til en flydende proces med plads til nyskabende ideer og innovation. Efter forestillingen spurgte vi en anden studerende, hvordan det havde været at optræde til kulturnatten.
“Energien i truppen var god, og alle glædede sig til at spille for publikum. Der var dog også en vis nervøsitet at spore hos flere. Alle var spændte, især på hvor mange der ville komme og se stykket. Det var heldigvis et stort tilløbsstykke. Det gav en seriøs rus hos alle.” Fortæller den studerende, som var både lettet og lidt vemodig over at hun nu var færdig med forestillingen. En anden studerende fortæller om hvilken effekt publikums tilstedeværelse havde på truppen: “Publikums positive reaktioner og respons gav os en tiltro til vores egne evner, og gav os en bedre selvtillid. Gennem deres reaktioner på stykkets handling fik vi øje på, hvad der fungerede godt, og hvad der fungerede mindre godt. På denne måde kunne vi tilpasse vores skuespil og gøre mere af det der virkede.”
Det at skabe en forestilling sammen med andre mennesker kan være en fantastisk oplevelse. Samarbejde og sammenhold er essentielle dele af denne proces, og derfor styrkes netop disse kompetencer på dette valgfag. Drama som valgfag tilbyder dermed en alternativ læringsform, hvor du får lov til at deltage aktivt i undervisningen, og tilegne dig viden og kompetencer gennem leg og kreativ udfoldelse. Her vil du også få uddybet teoretiske aspekter, du sandsynligvis har mødt på pædagoguddannelsen før. Herunder arbejder vi grundigt med blandt andet flow teori, Malcolm Ross’ model Legen og den skabende proces og æstetisk fordobling. På denne måde får du gennem forløbet både teoretisk baggrund, og kompetence til at formidle æstetiske læreprocesser.
En studerende fortæller:
“De sociale relationer jeg har fået på drama-valgfaget vil være styrkende for min fremtidige trivsel på skolen. Jeg har i dette forløb fået skabt nogle meget stærke venskaber, som jeg vil tage med mig i fremtiden.“
Valgholdet har forløbet sig over 3 måneder, i disse måneder har valgholdet leg, drama og teater bidraget med forskellige produkter og produktioner, som har haft flere æstetiske processer inddraget deri. Disse produkter har resulteret i udstillinger og fremvisninger både for holdet selv, og resten KP’s studerende.
… og derfor skal du vælge valgfaget leg, drama og teater!
Af:
Mia Christina Bruun Hansen
Nynne Alberte Fick
Marcus Munk Beilin
Camilla Louise Lykke Lilleholt
puce17-ku06d