Vi har valgfaget Sundhedsfremme og bevægelse, der bl.a. omfatter, hvordan vi som kommende pædagoger kan være med til at fremme børns sundhed og trivsel via leg. Vi har valgt at have fokus på kamplege, og hvordan det er med til at styrke børnenes udvikling.
Hvad er kampleg og hvordan styrker det børns udvikling?
Kampleg er, hvor man er frivillig deltagende og kan trække sig når som helst. Det kræver, at der er nogle faste rammer for legen, hvor der anbefales klare regler og ritualer. Ritualerne indebærer, at man skal byde hinanden op til kamp, spørge modparten om vedkommende er klar inden start, sige tak for kampen efter afsluttet duel og ikke mindst, at man til hver en tid kan sige ‘stop!’. Dette bidrager også til, at børnene opnår en større kropsbevidsthed, da de mærker deres egne grænser. Samtidig opnår de en social kompetence i form af at kunne aflæse andres grænser for derefter at tage hensyn til disse. De lærer på den måde at mærke, hvornår noget er sjovt, og hvornår at noget er alvor – og at kunne turde at sige fra (Lise Steffensen, 2014).
Derudover styrker kamplege børnenes primære sanser, deres koncentration og koordination.
Målgruppe
Vores målgruppe er 3-6 årige – men legene kan også bruges i et skole/fritid regi.
Det er ikke blot en leg for drenge, da piger i ligeså høj grad udviser interesse for det. Derfor mener vi, at det er vigtigt ikke at vælge pigerne fra pga. deres køn (Lise Steffensen, 2014).
Pædagogens rolle
Inden start af kamplege er det vigtigt, at man sætter sig ned med børnene og taler om, hvad det vil sige at kæmpe, hvormed man er deduktiv i sin formidling om reglerne (Helle Rønholt, 2014). En god metode kan være vis, forklar, vis, fordi man som formidler selv er deltagende. Dette motiverer børnene, da kroppe imiterer kroppe (Grete Sandholm, 2012).
Efter begyndt leg er det vigtigt at se på børnenes behov om evt. ændringer af regler for derefter at tage imod input fra dem. Dermed går man over i en mere induktiv tilgang, da dette kan være med til at bevare motivationen og skabe selvværd hos det enkelte barn (Helle Rønholt, 2014).
Man skal ikke presse børnene til deltagelse, men kan lade dem kigge på og se legen an. Dette kan måske vække lysten hos barnet, ellers kan barnet evt. være meddommer. Det er nemlig altid vigtigt at have en pædagogisk bagdør som denne, da barnet ellers risikere at blive ekskluderet fra fællesskabet (Grete Sandholm, 2012).
Noget pædagogen også skal have for øje er at sammensætte deltagerne, så de kæmper mod en der er nogenlunde samme størrelse som dem selv, så børnene oplever ligeværd (Michael Blume, 2002).
CPF16o-SB14
Mai Weber Schmidt, Annica Esmann Petersen, Camilla Lynge Wriedt og Josefine Schov Jacobsen
CPF16o-SB14
CPF16o-SB14
CPF16o-SB14
CPF16o-SB14
CPF16o-SB14