Keglebold

Til seminardagen har vi valgt at udarbejde et boldspil, specifikt for børn i alderen 6-10 år. Vi har valgt at have fokus på sundhedsfremme, trivsel og bevægelsesmæssige aktiviteter, der motiverer til kropslig udfoldelse. Herunder vil vi komme ind på følgende; samarbejde, inklusion, social læring, da det skal være en aktivitet der styrker og fremmer flere handlekompetencer (Rønholt, 2010, s. 64) hos børnene. I denne guldalder har børn i større grad mulighed for at tilegne sig nye kropslige kompetencer, og det er derfor vigtigt at fremme denne udvikling, ved at lade dem eksperimentere og udfordre deres kropslighed (Sønnichsen, 2015, s. 90).

Aktiviteten

Vores aktivitet hedder keglebold, og læner sig meget op ad håndboldregler.

Spillet handler om at skyde kegler i modstanderens felt ned, keglebold består af mange afleveringer og meget bevægelse.

Banen er zoneopdelt og i hver ende er der en målzone, man ikke må opholde sig i. I begge målzoner står der 3 kegler placeret. Det gælder om for holdene at vælte modstanderens kegler, ved enten at kaste bolden eller sparke til den i luften. Vinderen er den, der først vælter 3 kegler eller har væltet flest, når tiden løber ud.

Pædagogens rolle

Vores rolle som formidler, vil primært være demonstrerende og vi vil altså være frontløber under introduktionen. Derfor vil vores tilgang være vis-forklar-vis, hvor vi demonstrerer elementer af aktiviteten samtidig med at vi forklarer, hvordan spillet fungerer (Peitersen, 2010, s. 120-121). Da vi har en deduktiv tilgang, er der derfor ikke umiddelbart lagt op til inddragelse af børnene og dermed heller ikke meget medbestemmelse, da vi har opsat reglerne på forhånd og fastlagt hvordan aktiviteten fungerer. Det er dog stadig vigtigt at vi som pædagoger opretholder et flow (Peitersen, 2010, s. 190-191) igennem aktiviteten, og hvis dette ikke sker automatisk, vil det være gavnligt for børnene at inddrage dem og deres tanker, både for at motivere dem yderligere, men også for at kunne gennemføre aktiviteten på bedste vis. Det er tanken at man i et videre forløb vil lade tilgangen være mere induktiv (Peitersen, 2010, s. 129-130), hvor man giver børnene medbestemmelse. Det vil bl.a. styrke samarbejdet mellem børnene ved at alle på holdet skal have rørt bolden, inden der må skydes mod keglerne, hvilket giver mulighed for at alle bliver inkluderet på holdet.

 

Af Caroline Sofie Jürgensen, Kristoffer Kjølholm Oszadlik og Thomas Rye Tofte Andersen.
CPE15o-SB14