”DIAGNOSEBØRN KAN IKKE RUMME ANDRE MENNESKER END SIG SELV”

– En bog til aflivning af single-stories…

 

I valgfagsforløbet har vi beskæftiget os med to hovedbegreber; kulturmøde og interkulturalitet. Disse kan ses som hørende under hhv. en simpel og en kompleks kulturforståelse. Den simple kulturforståelse – kulturmødet – forstås som et os/dem forhold. Kulturer ses her som noget statisk, som mennesker lever i og med. Ser man derimod på den komplekse kulturforståelse – interkulturaliteten – ses den som noget dynamisk der hele tiden skabes og ændres, noget mennesker udlever (Jensen, 2013) (Eriksen, 2007) (Skytte, 2012).

Gennem et feltarbejde på en specialskole, blev vi opmærksomme på skabelsen og praktiseringen af en kultur, hvor børn først og fremmest bliver set og mødt som de børn de er. Alle børnene på skolen, har det man kan kalde ”særlige behov”. Disse behov var dog ikke afgørende for hvem og hvad det enkelte barn blev opfattet som, eller hvordan det blev mødt af de voksne og de andre børn.

I et interview fra UCC Magasinet fra november 2017, udtaler Tekla Canger som er forsker og lektor på UCC, og arbejder med marginaliserede unge og narrative fortællinger, at ”… ord skaber børn” (UCC, 2017). Hun argumenterer for, at vi gennem vores sprog positionerer de børn, der er udsatte, og at ”… i samme øjeblik vi putter et barn i en sproglig kasse, så knytter vi også en bestemt praksis til det barn” (Canger, 2017).

Ud fra egne erfaringer fra det almene folkeskoleområde, samt viden og samtaler med pædagoger og medstuderende fra andre specialiseringsområder antager vi, at der i den almene folkeskole kan være en tendens til at egenskabsforklare adfærd hos børn med diagnoser eller særlige behov – altså at man forklarer et barns adfærd ud fra dets diagnose. Måske grundet en manglende viden om og forståelse for, hvad det vil sige at leve med en diagnose. Når vi egenskabsforklarer menneskers adfærd, lægges der et grundlag for stigmatisering. Ved stigmatisering identificeres en person med et mærke eller en fortælling. Dette mærke eller fortælling, bliver herved den eneste fortælling om personen – hvilket også kaldes for en single-story.  En person eller en gruppe af mennesker reduceres her til kun at være den ene ting

(https://www.ted.com/talks/chimamanda_adichie_the_danger-_of_a_single_story)(Skytte, 2012).

På seminar dagen vil I blive præsenteret for en bog, der gerne skulle gøre jer opmærksom på single-stories om børn med diagnoser – i håbet om, at vi i pædagogfaget, sammen, kan arbejde mod at aflive sådanne single-stories.

 

 

Litteratur: 

  • Canger, T. (November 2017). Drop stigmatiseringsbingo: Ord skaber børn. UCC MAGASIN(21)
  • Eriksen, T. H. (2007). I T. H. Eriksen, Kulturforskelle og ligheder mellem mennesker. Munkgaard Danmark.
  • Jensen, I. (2013). I I. Jensen, Grundbog i kulturforståelse. Samfundslitteratur.
  • Skytte, M. (2012). Kategorisering og kulturopfattelse. I M. Skytte, Samfundet i pædagogisk arbejde (2 udgave udg.). Akademisk forlag.

Internetsider:

CPF16o-KI11
CPF16o-KI11
CPF16o-KI11