I vores gruppe interesserer vi os begge for vuggestuepædagogik og intentionen har derfor fra start af været, at tage al den erfaring vi har fået på modulerne H og I og tilpasse det til målgruppen 0-3 år. Mere specifikt har vi arbejdet med de store vuggestuebørn mellem 1,5- 2 år.
Vi har på valgfaget Kreative udtryksformer – Håndværk og design arbejdet med nogle hårde materialer som træ og stål, og har brugt nogle krævende teknikker, så som at snitte eller at bruge en elektrisk sav. Det vi valgt at gribe fat i, er processen med at lære et nyt materiale at kende. Det at mærke, røre og føle det – og finde ud af nye måder at bruge det på.
Ifølge Arne Trageton befinder barnet sig når det er mellem 1,5 og 2 år primært i den sensomotoriske fase/leg. I denne fase er de sansemæssige og motoriske oplevelser i fokus – barnet leger med materialerne. Der røres ved, mærkes, æltes, trykkes og materialets funktioner udforskes (Ringsted og Froda, 2008). Trageton er inspireret af Piagets teori om barnets kognitive udvikling, som fremhæver at udviklingen primært foregår gennem barnets konkrete handlinger. Ligesom hos Piaget, er der ikke et brat skel mellem de forskellige faser, men nærmere en flydende overgang.
Vores forløb med vuggestuebørnene
Med afsæt i Arne Tragetons teoretiske perspektiver, har vi planlagt et forløb med sanserne i første række. Processen og legen med materialerne har været i fokus, frem for det færdige produkt. Til planlægningen brugte vi Hiim og Hippes didaktiske model.
Dag 1:
Med en lille gruppe af børn skulle der med bare fødder sanses 5 forskellige materialer. Børnene var selv med til at pakke de forskellige ting ud og fylde dem i kasser. Undervejs snakkede vi om hvad de forskellige ting var, og kildede fx med fjerene på hænderne og næsen. Efterfølgende blev strømperne smidt og der skulle nu sanses med fødderne. Den sidste kasse indeholdt maling, og efter denne trådte børnene ned på et stykke karton og satte et fysisk aftryk.
Dag 2:
Der skulle arbejdes videre med de samme materialer. Denne gang med hænderne og oppe ved et bord. Børnene legede og udforskede de forskellige materialer og fik skabt et fælles billede/udtryk.
Gruppe: KU12H-grp3
Cira Pedersen og Jaqueline Nanna Holst Bøtcher
CPE15o-KU12H