Stikrundbold
Valgfag: Sundhedsfremme og bevægelse, puce17-sb04, Gruppe 5; Christina Høeg, Peter Skønager, Michelle Thomsen, Maria Nersting
På vores valgfag, sundhedsfremme og bevægelse, har vi arbejdet med at fusionere forskellige lege. Vi er en gruppe, der går på skole/fritids-specialiseringen og derfor har vi valgt at fusionere stikbold og rundbold, da disse er ”velkendte” og ”gamle lege” og sværhedsgraden er tilpasset skole/fritids-alderen. Aktiviteten har fokus på at styrke børnenes sociale sundhed.
Målet for aktiviteten
Målet for aktiviteten er at styrke børnefællesskabet i en klasse eller mellem en gruppe brugere, gennem leg og bevægelse. Aktiviteten kræver at brugerne samarbejder og indgår i et fællesskab.
Rammefaktorer
Rekvisitter:
- 4 kegler (sko, trøjer og lign. kan også bruges)
- Et bat
- En blød bold
Aktiviteten er en leg, der kan tages med videre til frikvarterer og SFO og kan udføres både inden- og udendørs.
Aktivitetsbeskrivelse
Banen som brugerne skal spille på, opbygges som en normal rundboldbane. Brugerne bliver delt op i to hold og man kan være så mange man vil, men minimum 8 deltagere. Det ene hold starter ude på banen og det andet starter inde.
Brugerne, der er inde, skal med battet skyde den bløde bold ud på banen. Når brugeren har skudt bolden afsted, skal det andet hold få fat i bolden. Brugeren, der har skudt, skal nu løbe hele vejen rundt om banen og i mål, uden at blive ramt af bolden fra det modsatte hold. Dette giver 1 point. Hvis brugeren, der løber, griber bolden får hans/hendes hold et point. Derefter skal brugeren lægge bolden, hvor den blev grebet og løbe videre. Hvis brugeren bliver ramt af bolden, skal han/hun gå om bag køen uden point. Udeholdets opgave er at forhindre, at det andet hold får point. Udeholdet må kun stå stille med bolden i ca. tre sekunder, derefter skal bolden spilles videre til en holdkammerat eller skyde efter løberen. Holdene skifter med at være ude/inde efter 7 min.
Tiltag og justeringer
For at justere på sværhedsgraden, kan størrelsen af banen justeres, således at udeholdet bliver udfordret, hvis banen er mindre og personen, der løber fra inde-holdet hurtigere kan komme i mål. Ligeledes kan banen gøres større, så der er længere tid til at ramme personen der løber.
Der kan også justeres på, hvor lang tid holdene henholdsvis er inde og ude, så et hurtigere “skift” bidrager til mere spænding, hvis det eksempelvis bliver kedeligt at stå i kø eller at være ude.
Kernebegreber i aktiviteten er: social sundhed, samarbejde, fællesskab og pædagogisk idræt.
puce17-sb04
puce17-sb04
puce17-sb04