I Danmark befinder vi os i dag i et interkulturelt samfund i multietnisk udvikling. Etniske minoriteter bliver i stigende grad synlige på flere områder og de efterlyser sproglig og kulturel anerkendelse. Dette afspejler sig også i de danske daginstitutioner, hvor der hersker mange forskellige nationaliteter, hvor minoriteterne som udgangspunkt skal tilpasse sig majoritetens normer og værdier. Denne kulturkonflikt ser vi som et dilemma i den pædagogiske praksis, idet vi kulturmæssigt har forskellige værdier og livssyn. Det kan eksempelvis være forskellige forståelser for, hvad “den rigtige” opdragelse er, hvilken forældrerolle vi påtager os og børnelivet i al almindelighed.

På vores valgfag kulturmøde og interkulturalitet, har vores gruppe arbejdet med emnet tosprogethed og forældresamarbejde, b.la. ud fra overstående dilemmaer. Vi har været på feltarbejde i en børnehave på Amager, hvor vi har undersøgt hvordan kulturen og forældresamarbejdet udfolder sig og arbejdes med. Dette har vi gjort gennem deltagerobservationer, interview med den kommende leder, uformelle samtaler med personale og forældre, samt dokumentation i form af billeder. Efterfølgende har vi lavet en kulturanalyse ud fra vores indsamlede empiri fra feltarbejdet.

I vores kulturanalyse har vi beskæftiget os med Üzeyir Tirelis begreb om forskellen mellem ”os” og ”dem” – to forskellige livssyn, som bygger på hver deres værdier og normer. (Tireli:2010:96). Vi har valgt denne tilgang, for at kunne danne os en forståelse for de pædagogiske dilemmaer der må være i disse, for at kunne tilegne os viden om, hvordan man skaber et godt forældresamarbejde mellem minoriteten og majoriteten. Idet vores livssyn er med til at forme og skabe vores identitet, har vi i forlængelse heraf arbejde videre med begrebet identitet ud fra Laura Gilliams tilgang. Udgangspunktet for denne tilgang er, at identitet ikke er en medfødt og en statisk essens der definerer, hvem vi er. I stedet er identitet en forståelse vi har af hvem og hvordan vi er, der skabes og ændres i vores omgang med andre mennesker og præges af de kulturelle kategorier, vi selv og andre opererer med (Gilliam:2017:21). Dermed er denne forståelse bygget på, at identitet både socialt og kulturelt konstrueret. Vores identitet spiller en afgørende rolle for, hvordan vi handler og omgås andre, og hvad vi oplever, at vi er i stand til at gøre og lære.

Dernæst har vi benyttet Mette Ginman og Vibeke Schrøders teori om sprog som anerkendelse, for at forstå sprogets værdi i forhold til tosprogede familier. Vi mener, at kultur og sprog er én enhed, som ikke kan stå alene når vi snakker om kultur – derfor mener vi, at anerkendelsen af minoritetssproget er vigtig, for at både minoritets børn og forældre kan blive inddraget og ses som en ressource frem for en mangel.

Efterfølgende har vi skrevet om det mangfoldige forældresamarbejde ud fra Vibe Larsens synspunkt om, at forældresamarbejdet har en væsentlig betydning for børns hverdags oplevelse i dagtilbuddet og deres muligheder for at udvikle sig i institutionslivet. Vi synes dette er relevant ift. vores emne, da det er et felt, de pædagogiske personaler bruger meget af deres tid på. Det kan være i forbindelse med den daglige samtale, når børnene bliver afleveret om morgenen eller bliver hentet, det kan være på forældremøder, arrangementer i institutionen eller dokumentation om hverdagen. (Larsen:2008:83).

Sidst har vi haft fokus på kulturbegrebet med en forståelse for, at kultur ikke er mere fast, end at den ændrer sig i hverdagens praksis og ved mødet mellem andre mennesker (Haastrup mfl:2011:15). I forlængelse heraf, har vi arbejdet med begrebet entocentrisme, som er ét ud af tre kulturbegreber, der bruges til at diskutere og forstå forskelle og ligheder mellem mennesker (Jensen:2018:25-26). Har man en entocentristisk forståelse, er ens egne værdier og livsform i centrum, og bruges som målestok for, hvordan andre mennesker burde leve.

Efter endt feltarbejde og kulturanalyse, blev vi overraskede over, at sproget var den største barriere i arbejdet med minoritets børn og forældre. Kulturen i børnehaven var tilstede i hverdagen – det så vi eksempelvis i indretningen (se billede). Ligeledes var det noget, der blev arbejdet med i form af forskellige projekter med børnene i institutionen. Vi er siden hen blevet meget nysgerrig på, hvordan vi kan inddrage minoritetssprog ude i praksis, hvilket vi vil arbejde videre med til eksamen.

• Mariana og Cathrine/Kulturmøde og interkulturalitet/Hold DA4

 
pucf17-ki03