Snitteværksted med de små

Mål og rammer 

Vores mål med aktiviteten er at målgruppen (i vores tilfælde børnehavebørn) opnår et kendskab til natur og udeliv. Vi har fokus på sikkerheden omkring at snitte, men med denne aktivitet medfører en masse andre ting, såsom kendskab til træsorter, fællesskab osv. Hermed håber vi også at skabe en interesse i børnene omkring snitte kundskaber. Det kan medføre en glæde i at mestre noget og give børnene nogle gode succesoplevelser.

Rammerne omkring aktiviteten skal være udenfor, hvor der er plads til at snitte i fællesskab, men samtidig have plads imellem sig, så ingen kommer til skade. Her er det også vigtigt med ro omkring sig, så børnene ikke bliver distraheret. Endvidere er det vigtigt, at der er en voksen som kan holde et godt overblik og holde sikkerheden i skak, derfor synes vi at en gruppe på 4-6 børn er passende.

Materialerne der kan bruges, er dolke, kartoffelskrællere evt. snor, samt pinde og grene der kan snittes i.

Indhold 

Vi har gennem vores VK forløb i Natur og Udeliv været på lejrtur, hvor vi skulle lære at snitte med dolk, snitte en fløjte, lave bål, snitte pinde til snobrød og lave bivuakker med snittede pløkker.

På seminardagen har vi valgt at fokusere på snitteteknikker, sikkerheden og mulighederne med at kunne bruge en dolk. Udover at lære at håndtere en dolk korrekt, så lærer man også om ansvar for sig selv og andre.

Ved at lave denne aktivitet med børnehavebørnene, danner vi et fælles tredje for børnene og noget de kan arbejde videre med evt. med deres familie, venner osv.

Når børnene anvender en dolk og sidder og snitter, er det vigtigt at børnene er fuldt koncentrerede omkring dette, da det ellers kan være farligt. De skal sidde, så de ikke rammer andre og der skal være ro og mulighed for at børnene kan fordybe sig i aktiviteten.

Børnene får via snitteaktiviteten også mulighed for at forbedre deres finmotorik og skabe noget nyt med hjælp af deres fantasi.

 

Risikofyldt leg

Spændings- og risikofyldte lege udgør en naturlig del af børns udforskning af sig selv og deres omgivelser. Børnene overskrider under disse lege deres egne grænser ved at afprøve nye og spændende ting. Når vi vælger at snitte i træ med børnene, bliver det en risikofyldt aktivitet, da børnene skal håndtere et farligt redskab. Risikofyldt leg har en positiv effekt på motorisk læring, udvikling af sociale kompetencer og risiko-mestring (Sandseter, 2015).

 

Didaktiske overvejelser

Til vores aktivitet har vi anvendt den didaktiske SMTTE-model, hvor vi har sat et mål for, hvad vi vil opnå. Vi kan hurtigt kigge på de tegn der opstår under aktiviteten, om vores tiltag skal justeres. Med SMTTE-modellen kan vi også gå tilbage for at evaluere og reflektere. Det er en didaktisk model, der er nem at justere efter den givne målgruppe.

NU02 Gr.1

Anna Hansen, Lise Bidstrup Damlund, Natasia Messeri, Michelle Steen Søgaard

Litteratur:

Sandseter, Ellen Beate Hansen (2015). Boblende Glæde og et sug i maven: risikofyldt leg i daginstitutionen (1) s. 15-35

pucf21-nu02
pucf21-nu02
pucf21-nu02