Ragnarok

Praktisk

To hold spiller på en bane med en tydelig midterlinje samt et mål ved hver baglinje. Banens og målenes størrelse tilpasses børnegruppen. 

Hvert hold finder en målmand. Målmand kan skiftes undervejs som man synes.

Der spilles med 5-10 skumbolde, alt efter antal deltagere(ca. 1 bold pr. 2 deltagere).

Der findes ikke altid et vinderhold, men spillet kan afsluttes efter cirka 10-15 minutter, og så kan der eventuelt laves nye hold og spilles igen. 

 

Selve spillet

Spillet sættes i gang ved at alle deltagere står på holdets baglinje, mens alle boldene ligger på midterlinjen. Der tælles ned og spillet sættes i gang. 

Spillet vindes når alle på modstanderholdet er døde. Man dør når man bliver ramt af en bold eller hvis ens eget skud gribes af en modstander. Målmanden kan dog ikke dø.

Der er 3 roller i spillet; levende markspiller, død markspiller og målmand.

Alle de døde på et hold lever op igen, hvis holdet scorer et mål.

 

Levende markspiller

Det handler om som levende markspiller at skyde modstanderholdet. Man må også gerne score mål, for at genoplive holdkammerater. 

Man må gerne gå med bolden, men man må kun skyde med hænderne.

Man må gerne hjælpe målmanden med at redde, men bliver man ramt af bolden, dør man. Man dør også hvis ens eget skud gribes af en modstander.

 

Død markspiller

Når man dør, skal man sætte sig ned det sted man døde. Herfra kan man stadig deltage i spillet. Hvis man får en bold, enten ved at man fanger en bold fra sit sted eller man får en af en holdkammerat, så må man rejse sig op på stedet og skyde efter målet. Man kan ikke dræbe de andre, men hvis man scorer tæller det som almindeligt mål og alle på holdet kommer i live. Scorer man ikke på sit skud, sætter man sig bare ned samme sted og fortsætter som død.

 

Målmand

Målmanden er den eneste som må bruge andet end hænderne, og den eneste levende spiller, som ikke kan dø. Ens opgave er at redde bolden så modstanderne ikke scorer, men målmanden må også gerne skyde modstandere eller skyde efter det andet holds mål.

 

Vores didaktiske tanker bag aktiviteten

I nogle børnegrupper er der meget fokus på hvem, der vinder og taber i sport og spil, og de går meget op i at hold skal være “fair”.  Tab og unfair hold er nogle af årsagerne til, at børn melder sig ud af aktiviteterne. 

Der er et meget stort fokus på hvem, der er gode og hvem, der er dårlige.

Børnenes forudsætninger for at deltage i bevægelsesaktiviteter er forskellige, og det er lige netop det vi vil arbejde med. Det, at børnene ikke er lige gode, er okay, og det skal børnene også opleve. 

Vi vil gerne opnå, at bevægelsesaktiviteter bliver noget som er attraktivt og meningsfuldt for alle børn at deltage i, uagtet deres forudsætninger. Alle skal føle de har en plads og kan spille en rolle. 

Derudover vil vi gerne opnå, at børnene forbliver i aktiviteter, og ikke træder ud af legen grundet eksempelvis mismatch af forudsætninger og udfordring eller negativ stemning.

Vi vil gerne lave en aktivitet hvor børnene kan indtage flere forskellige roller, sådan så de selv kan tilpasse udfordringen så den stemmer overens med deres kompetencer. Det skal være nemmere for de mindre øvede at deltage, samtidig med at det skal være tilpas udfordrende for de øvede.

 

Mosers blomst

Vi har i planlægningen af vores aktivitet haft et perspektiv på læring gennem bevægelse, som har sin grund i en Mosers model om sammenhænge mellem krop, bevægelse og læring.

I blomsten er der 4 blade som illustrerer 4 læringsrum. Man kan gennem bevægelsesaktiviteter arbejde med det/de læringsrum man ønsker, og vi har i vores aktivitet valgt at arbejde hovedsageligt med det emotionelle blad samt det sociale blad. 

Børn kan have svært ved at acceptere at alle er forskellige, og nogle er bedre til en aktivitet end andre. De vil meget gerne vinde, hvilket vi ikke ser noget helt vildt forkert ved, men når det udmunder i urealistiske forventninger til sig selv og kammerater, ser vi at det kan ende i eksklusion af nogle, og ofte de samme, børn.

Udformet af Daniel Garcia og Sebastian Droob.
puce20-sb01
puce20-sb01