Lydens Fantasiunivers
Historiefortælling med selvlavede instrumenter
Mål og rammer
Målet med aktiviteten er at skabe kreative og fantasifulde processer i fællesskab gennem musikken og fantasiuniverset. Dette kan den bidrage til børnenes nysgerrighed omkring musik, deres forståelse for instrumenter og lyde, og hvad de kan bruges til; f.eks. ift. stemningssætning og fantasiudvikling.
Målgruppen er børnehavebørn i alderen 4-6 år. Dog kan aktiviteten nemt op- og nedskaleres, så den kan bruges til yngre og ældre børn. Med denne aktivitet er det optimalt at have mellem 8-15 børn. Er der ressourcer og overskud til at have flere børn, er det også en mulighed. Aktiviteten kan sagtens opstå spontant med få børn eller blot et enkelt barn.
Aktiviteten kan foregå alle steder, hvor der er mulighed for både udfoldelse og fordybelse. Dette kan f.eks. være et krearum, på stuen og evt udendørs, hvis vejret er til det. Til at lave instrumenterne, er det en god ide at have overvejet hvilke materialer der kan transformeres. Man kan evt bruge affald og lave et forløb, hvor børnene selv er med til at medbringe og finde skrald og dermed give dem en bevidsthed om materialers kvaliteter. Til at bygge instrumenterne er det en fordel at have sakse, klipsemaskiner, limstifter, balloner, tomme bøtter, elastikker, mælkekartoner, og hvad der ellers er til rådighed. Det er kun fantasien der sætter grænser! Vi har tilføjet lidt billeder og videoer som kan være med til at give inspiration. Derudover kan børnene dekorere deres instrumenter med pyntegenstande som f.eks. glimmer, fjer, stjerner, knapper, m.m.
Indhold
Vores aktivitet deles op i to dele. Den første del er, hvor vi synger en af vores egne sange enten live eller indspillet. Dette skal være med til at skabe inspiration og øge børnenes nysgerrighed over for musikkens verden. Her kan vi fortælle børnene processen i at lave et musikalsk produkt – en sang, et instrument, en lyd; dvs. et indtryk, der bliver til at udtryk. Herefter starter processen, hvor børnene laver musikinstrumenter ud af forskellige materialer. Visionen for produktudviklingen er, at man skal kunne lave musikinstrumenterne ud af de materialer, som man har tilgængeligt, og det skal altså ikke kræve, at man skal ud og købe noget.
Anden del af vores aktivitet er historiefortællingen med brug af børnenes hjemmelavede instrumenter. Her kan børnene bruge deres musikinstrumenter til at give historien en ekstra dimension ved at lave underlægningsmusik. Man kan enten vælge et eventyr de kender, men man kan også improvisere sammen med børnene og give med plads til at bidrage til historiens udvikling.
Vores primære fokus har været at bidrage til lærings- og udviklingsprocesser ift. kreativitet og fantasi. For at dette er muligt har vi dannet nogle rammer, hvor der er plads til at børnene kan bidrage og udfolde sig. Det er vigtigt at imødekomme børnenes perspektiver i en abstrakt forståelse af lyd og kvalitet; altså at vores forforståelser af kvalitet ikke skal hæmme børnenes kreative proces for at skabe musik.
Vi ønsker at udvide børnenes nysgerrighed inden for det æstetiske fænomen; musik, da det kan være med til at skabe fællesskab og samhørighed blandt mennesker. Dette kan være med til at styrke de indbyrdes relationer i fællesskabet og motivere børnene til at indgå i nye fællesskaber på tværs af deres primære vennegrupper.
Musikken kan som æstetisk udtryksform gavne børnene til at kunne beskrive de abstrakte indtryk børnene får igennem hverdagen. Gennem musikkens formsprog kan barnet af den grund kommunikere en bestemt følelse, oplevelse eller sindstilstand nonverbalt.
Med aktiviteten ønsker vi at bidrage til børnenes indre motivation gennem inddragelse af børneperspektivet, da børnene er medskabende i aktiviteten ved at bygge deres egne instrumenter, samt bidrage til histories udvikling.
Under produktudviklingen af instrumenterne, sker der også andre læringsprocesser som finmotorisk udvikling, da de f.eks. skal bruge en saks. Produktudviklingen bidrager yderligere også til barnets dannelse, da det enkelte barn har mulighed for at sætte sit eget unikke og individuelle præg på deres produkt.
Dette indlæg er skrevet af Ida Hother, Lasse Siim Hansen, Kalle Villumsen, Frieda Skjervedal Staub Nielsen.
IMG_0606 IMG_0608 IMG_0609 IMG_0610 IMG_0611
puce21-ku01m
puce21-ku01m
puce21-ku01m
puce21-ku01m
puce21-ku01m
puce21-ku01m
puce21-ku01m
puce21-ku01m
puce21-ku01m