Hvad gør musik ved dig?
Du kender det …
Hvad er en løbetur uden den rigtige puls i ørerne?
Hvad er en fest uden et beat?
Hvad er et breakup uden en sang, der giver følelserne frit spil?
Uden du nødvendigvis bemærker det, er musikken er din evige følgesvend – din soulmate for livet.
Præsentation
I vores bidrag til seminardagen vil omdrejningspunktet være musikkens evne til at skabe indre stemninger, kontakt og rum for kommunikation. Aktiviteten består af improvisatorisk musik, hvor der vil være mulighed for at udtrykke de stemninger, musikken frembringer ved at spille med på instrumenter, male eller ved at lytte. På denne måde åbner aktiviteten op for at deltage på det plan, den enkelte kan være med på, da der ikke stilles krav om musikalske forudsætninger.
I praksis vil det foregå således, at vi sætter en lydfil på med simpel stemningsskabende musik, som skal fungere som en rolig baggrundsmusik. Samtidig vil vi selv spille bløde rytmer på nogle passende instrumenter f.eks klaver, maramba, rasleæg og cajon, som det vil være muligt for deltagerne at spille med på. Derudover vil vi sætte lærreder op samt maling, så man også har mulighed for at udtrykke sig på denne måde.
Målet er derfor ikke, at man aktivt skal deltage med instrumenter og tegning, men målet er at vække en interesse og observere, hvordan musikken efterfølgende kan påvirke den enkelte både positivt og negativt. Dette kan være en indgangsvinkel til kommunikation med og relation til en beboer.
Målgruppe:
Med udgangspunkt i vores feltbesøg på et bosted er målgruppen voksne mennesker med særligt komplekse psykosociale vanskeligheder, primært skizofreni og misbrug (dobbeltdiagnoser). Det er ikke et behandlingssted, og det er tilladt at have et forbrug af rusmidler. Det kan derfor være vanskeligt at skabe forudsigelighed, når man planlægger aktiviteten, da man ikke kan forudsige, hvordan beboerne har det på selve dagen. På stedet arbejder man recoveryorienteret ud fra overbevisningen om, at alle kan komme sig, og arbejdet er derfor tilrettelagt efter beboernes præmisser.
Vi vil prøve at lave en aktivitet, der afspejler denne tankegang ved at give deltagerne mulighed for at kunne komme og gå i aktiviteten på de vilkår, de magter. For os er al deltagelse en succes; på nogle dage kan blot en deltager derfor være en succes i sig selv, da der er mange faktorer, der afgørende for lysten til deltagelse.
Vi ser derfor musik som et relevant værktøj for denne målgruppe, da musik kan stimulere oplevelsen af at høre til et fællesskab, samt forstærke vitalitetsfølelsen og følelsesbevidstheden.
Puce17-ku02m Valghold: Musik
Patricia Mortensen, Emma Westh Petersen, Maja Skov, Lea Espensen
puce17-ku02m
puce17-ku02m