Brændenælden – ven eller fjende?

Brændenælden er en plante de fleste kender. En almindelig, udbredt, grøn nælde med savtakkede blade og små, fine hår der brænder, hvis man rører dem. Den er kendt som en plante, man skal undgå og en ukrudt, man ikke ønsker at have på sin matrikel. Men brændenælden har faktisk en lang række fantastiske egenskaber, som vi som pædagoger kan udnytte i praksis.

Ingen tilgængelig beskrivelse.

 

Vores valgte målgruppe til aktiviteten er børn og unge i udsatte positioner. Målet med aktiviteten er at skabe større fokus på naturen som uderum, samt brugen af naturens ressourcer. Her set både i et bæredygtigt perspektiv og et læringstilbud.

Vi har valgt at lave en aktivitet, hvor vi tager udgangspunkt i konceptet “Fra jord til bord”. Vores fokus er på brændenælden, som er en plante, der er let tilgængelig de fleste steder i den danske natur. For at udføre selve aktiviteten, kan der dog vælges hvilken som helst plante, bare den er spiselig.

Natursyn er komplekst og alle folk har en anden form for holdning til det. Når vi taler om konceptet Fra jord til bord, er meningerne og forståelsen af dette også meget alsidig. Fra jord til bord betyder helt konkret, at du tager noget fra naturen og bruger det i køkkenet, uden det er forarbejdet. Med vores fokus på brændenælden, hvilket er en til dels misforstået plante, vil vi vise den alsidighed, der ligger i planten, når den bruges til madlavning.

For at kunne gennemføre aktiviteten, er det nødvendigt at have:

  • Handsker og poser
  • En kogeplade, et bål eller en trangia
  • Gryder og pander
  • Forskellige ingredienser, der skal bruges til retterne, udover brændenælder
  • Kniv, skærebræt og grydeske
  • Evt. blender, piskeris, sigte og ovn

Vores aktivitet ville i praksis forløbe således, at vi ville forberede vores gruppe på, at vi skulle på tur for at indsamle brændenælder. Vi ville forklare, at det skulle bruges til at lave forskellige retter, når vi kom tilbage til institutionen. Her er det vigtigt for os at påpege, at madlavningen ligeså vel kunne foregå over bål eller trangia ude i naturen. Det kommer an på brugergruppen og hvordan de ville få mest ud af aktiviteten. Vi ville uddele handsker og genanvendelige poser til alle på turen, og forklare hvordan vi kan beskytte os selv imod de små hår på planten. På turen ville vi tale om brændenældens udseende og opbygning, og hvordan vi kan kende forskel på en brændenælde og på andre planter der minder om den.

Når vi igen var tilbage på institutionen, ville vi tale med gruppen om hvordan vi sørger for at brændenælden ikke længere kan brænde os, og vi skulle i fællesskab fjerne bladene og koge dem. Til selve madlavningsdelen ser vi det som en fordel at dele gruppen op i mindre grupper, som kan lave hver deres ret. Vi har valgt brændenælde chips, kage, pesto og brød. Der findes forskellige opskrifter og det kan tilpasse efter tid og brugernes koncentration og lyst. Det vil ende ud i et fælles måltid, hvor alle har været inkluderet i processen og kan føle ejerskab over maden. Dette håber vi også udleder en form for madmod, hvor målgruppen får smagt nyt mad i fællesskab med hinanden og os.

Af Carina Nielsen, Jacqueline Seidler, Susanne Andersen og Sasha Lott
puce19-nu02