Musiske aktiviteter skal være tilgængelige for alle.
Det er vigtigt at gøre sig nogle overvejelser omkring aktiviteten, og hvad man ønsker at opnå med den.
Det vil sige at sætte niveauet efter børnenes udviklingstrin og finde ud af, hvad målet er. Er målet at stimulere børnenes motorik, sprog, eller er målet at lære børnene om demokrati eller noget helt fjerde? Hvis det er en gruppe af børn, man er sammen med over længere tid, kan man begynde at observere børnenes færdigheder og sætte særligt ind, hvor man synes, der er brug for det.
Bamse er så træt!
(rytme: swing)
(Det der står i parantes er foreslåede fagter)
Bamse har svømmet, svømmet, svømmet
(laver svømmebevægelser med armene)
Bamse har cyklet, cyklet, cyklet
(“cykler” med benene)
Bamse har kildet, kildet, kildet
(kilder på maven)
Og nu er bamse så træt – shhhh!
Bamse har danset, danset, danset
(drejer rundt om os selv)
Bamse har spist, spist, spist
(hænderne skovler mad ind)
Bamse har pruttet, pyha, pyha
(vifter den ene hånd foran næsen)
Og nu er bamse så træt – shhhh!
Bamse har børstet tænder, tænder
(prikker på tænderne)
Bamse har vasket hænder, hænder, hænder
(gnubber hænderne sammen)
Nu tæller vi til fem og
Så går han i seng :
1, 2, 3, 4, 5
(snork, og luk øjnene)
Didaktiske pointer
I vores aktivitet har vi valgt at lave vores aktivitet simpel, da vores hovedmål for aktiviteten er, at alle kan få en følelse af at kunne være med på de enkle bevægelser. Uanset hvilke færdigheder man besidder, skal det være muligt at kunne følge med. I denne her leg vil det være muligt at justere niveauet, da man selv kan vælge hvad bamse skal ud og lave af bevægelser.
Sangen er simpelt opbygget og indeholde en del gentagelser. Dette gør, at man kan lære sangen forholdsvis hurtig, og at man på den måde kan få alle med.
Noget børnene kan forholde sig til
Vi har taget udgangspunkt i dét, som fanger børnenes interesse, fordi det er med til at motivere børnene til at være deltagende. Vores tekst er kort og består af almindeligt hverdagssprog (ikke omvendt ordstilling) og vrøvleord. Man kan gøre sprog og fagter mere eller mindre avancerede i forhold til børnenes udviklingstrin.
Hvad kan en sangleg som denne?
Sanglege som denne kan fx. være med til at sprogstimulere børnene, når man forbinder tekst med fagter.
Den kan lære børn om demokrati:
Sangen er en rammeleg, det vil sige en sang med en struktur med plads til at børnene selv kan bestemme dele sangen. Der er fx mulighed for at børnene kan bestemme hvilke fagter, der skal laves, og større børn kan foreslå andre ting, som Bamse har lavet.
Det, at børnene får medbestemmelse i en aktivitet, lærer børnene om demokrati – alle har lov til og mulighed for at påvirke den fælles aktivitet.
Den er inkluderende:
Sanglegens enkle fagter og rytme gør den mulig at deltage i for børn uanset sproglige evner.
Målet kan også være musikken i sig selv. At få færdigheder som er gode at besidde, hvis man skal indgå i større fællesskaber, som for eksempel at kunne være opmærksom på, hvad de andre laver af bevægelser og følge dem.
Af Gruppe 3, KU17M:
Victoria Inman, Sólvá Dánialsdóttir, Sari Harbo Byskov og Louise Stokholm Plessing
CPF16o-KU17M
CPF16o-KU17M
CPF16o-KU17M
CPF16o-KU17M
CPF16o-KU17M
CPF16o-KU17M