Hvis du kunne lave en ny opfindelse, der kunne gøre din morgen bedre, hvad skulle det så være? Hvordan skulle den se ud og hvad skal den kunne?

Det er netop, hvad vi gerne vil undersøge med vores projekt.   

Vi har tænkt os at lave et opfinderværksted, der har til formål at forbedre SFO’en for 0’te klasses eleverne. Børnene skal selv opfinde en maskine eller robot, der opfylder deres behov.

Ideen om et “opfinderværksted” opstod, da vi på et feltbesøg i en SFO på Vesterbro, observerede anonyme rum og bare vægge, i en ellers aktiv institution med, for os at se, uudnyttede muligheder. Vi ser et potentiale i en SFO, der er præget af børnenes interesser og ideer, for at de kan føle sig som skabende medejere af de rum hvor de opholder sig, i deres fritid. Medieforskeren Kirsten Drotner argumenterer for, at det er et led i identitetsdannelsen at udtrykke sig og give udtryk for sider af sig selv (Froda & Ringsted, 2008, s. 26) Vi vil gerne inddrage børnene og deres kreative ideer til værkstedet, hvor vi sætter rammerne for at realisere en opfindelse der kan gøre SFO’en endnu bedre. Målet er at styrke 0’te klasses børnenes tilhørsforhold til institutionen og støtte overgangsprocessen mellem børnehave og skole.   

Dramapædagogen Malcolm Ross beskriver i sin model, at man udvikler æstetisk kompetence, ved at skabe et indtryk om, til et udtryk, og mediere virkeligheden til sin egen.   Ross peger derudover på at æstetiske læreprocesser kan være med til at understøtte barnets identitetsudvikling (Froda & Ringsted, 2008, s. 29). I tråd med Ross’ model, vil vi præsentere børnene for forskellige materialer, som de i fællesskab kan inspirere hinanden til at fortolke på og sætte sammen til nye værker, der er betydningsfulde for dem, idet de selv har skabt dem.

‘Opfinderværkstedet’ kommer til at foregå over tre dage og har base i institutionens krea-værksted. De børn, der deltager, har før selve værkstedet, meldt sig til på eget initiativ. For at motivere børnene til deltagelse, har vi selv udviklet en maskine, for at få egne erfaringer med mediet. Vores maskine vil vi udstille på institutionen inden værkstedet åbner, som et sjovt indfald til at vække deres interesse.På første dag, vil vi starte med at præsentere værkstedet som et sted, hvor der er plads til alle, og opmuntre børnene til at finde på og bruge deres fantasi til at være innovative. Vi viser billeder og eksempler på opfindelser og robotter, samt idé-genererer og eksperimenterer i  fællesskab med grov-konstruktionen af deres opfindelser. Vi planlægger at anvende benspænd til at overskueliggøre processen for vores deltagere. I den skabende proces kan benspænd fungere som en støtte i en ellers uoverskuelig proces, da en afgrænset ramme kan skabe en konkret udfordring, der er til at forholde sig til.

På anden dagen vil vi fokusere på udsmykning og dekoration, samt lave brugsanvisninger til hver opfindelse. På tredjedagen afslutter vi værkstedet med fremvisning og “afprøvning” af børnenes opfindelser og en samlet udstilling i SFO’ens spisesal.

CPE16o-KU12v

Mei Mei Andersen, Emilie Vester og Katrine Jensen

 

Litteratur

Froda, J.  & Ringsted, S. (2008). Plant et værksted (3. udgave, 4. opslag). Socialpædagogisk Bibliotek, Hans Reitzels forlag.
CPE16o-KU12V
CPE16o-KU12V